"Hvad laver du?" (...) "Hvorfor det?"

Vi betragter vores datter som forholdsvis intelligent: Hun kan på en god dag tælle til 12, hun kan fortælle, på hvilken adresse hun bor, og mere komplekse sammenhænge såsom, at hendes mormor samtidig kan være farmor for hendes kusine, er ved at gå op for hende. Men som overskriften indikerer er hun kommet ind i et stadie, hvor visse spørgsmål bliver gentaget i det uendelige. Et klassisk eksempel på en ordveksling i disse måneder kunne lyde således:
Anna: Hvad laver du?
Mig: Jeg er ved at tage min frakke på.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er koldt udenfor.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er vinter. (Burde nok her give hende en længere forklaring om de forskellige årstider, men er ved at blive lidt træt)
Anna: Hvorfor det?
Mig: Sådan er det bare. (ikke just et svar, jeg tror der vil blive anbefalet i den hotteste litteratur om børneopdragelse, men T og jeg er heldigvis enige om, at det kan være et ok svar i ny og næ).
Anna: Hvorfor det?
Læseren fornemmer, at vi er ved at havne i en retorisk blindgyde, men ud af døren kommer vi jo. Og heldigvis plejer hendes opmærksomhed at blive afledt, så hun et kort øjeblik glemmer at sige "hvorfor det".

Her til morgen, da vi cyklede hen til vuggestuen, spurgte hun fra cykelsædet: "Hvad laver du?" Og så var det, at jeg fik den geniale ide (som andre dog uden tvivl har fået før mig) at spørge hende:"Hvad tror du jeg laver?", hvortil svaret heldigvis var følgende korrekte observation "cykler med mig". Men mon ikke jeg i morgen igen skal redegøre for min adfærd, mens jeg kører forpustet op ad bakken på Dyssegårdsvej?