New York Noter 1

"Three hours is a looong, looong, looong, looooong, loooooong time". Sådan messede kvinden, der stod og solgte halvstore plastickrus til os turister, der stod i en lang kø og ventede på at komme med på en 3 timer lang sejltur rundt om Manhatten. Vi tænkte, at det var en god start på ferien med sådan en sejltur. Og det var det bestemt også. Man fik set Frihedsgudinden, Empire State Building, en masse skyskrabere og meget andet. Det allerebedste var dog den ældre guide, der kompetent og underholdende fortalte facts om byen og dens historie og levende gengav den fantastiske historie om hvordan en fremragende pilot fik landet et passagerfly midt på Hudson River. Men det jeg alligevel husker allerbedst fra turen var kvinden med krusene. Hun gentog i en uendelighed sin remse om, at en drink kostede 4$, men at man ved køb af kruset, der vist kostede 7,5$ kunne drikke kaffe, the, varm kakao og sodavand "un-li-me-ted". Jeg måtte flere gange minde mig selv om, at folk generelt siger, at New York ikke minder om resten af USA, som man jo ellers netop forbinder med indtagelse af sodavand i uendelige mængder.

* * *

I en tv-reklame hed det at "America runs on Dunkin Donuts", men newyorkerne kører helt sikkert primært på kaffe. Der lå bogstaveligt talt en Starbucks på hvertandet gadehjørne og man så, morgen, middag og aften, folk i stort set alle aldre rende rundt med et papbæger med kaffe i hånden. Jeg var engang til et foredag med Chris McDonald, hvor han påstod, at Starbucks serverede en meget koffein-holdig kaffe for at gøre folk afhængige. Et enkelt lille krus - og det var slet ikke så lille - Starbucks blev det til for mit vedkommende. Og det var absolut heavy sager!

Egentlig er kaffen vel et meget naturligt drug for new yorkerne. Arbejdsdagen er lang, og personalet i fx butikker er virkelig på og servicemindede non-stop, så et skud koffein i ny og næ må der vel til.

* * *

En gammel semi-boheme som mig måtte selvfølgelig en tur til Williamsburg, en bydel der var blevet anbefalet af flere af mine venner. Der skulle være hyggelige cafeer og sågar en god cd-forretning (ja, jeg sværger jo stadig til dette antikverede medie). Det viste sig at der også var en herlig boghandel, hvor jeg fandt en bog om David Bowies Berlinplader og en virkelig flot illustreret bog om kraut-rock (som er en betegnelse for tysk eksperimenterende rock fra 1970'erne). Den unge ekspedient spurgte derfor, naturligt nok, om vi var tyskere. Da jeg fortalte om vores nationale herkomst ville begejstringen ingen ende tage. Ekspedienten fortalte, at han havde hængt ud med Søren Fauli for nylig, og han var stor kender af dansk tekno fra 1980'erne og snakkede henført om Scatterbrain og Martin Hall. Det endte med at han inviterede os med til en teknofest den kommende onsdag, hvor han ville byde på "free drinks". Den kom vi dog aldrig til, men han var blot et af mange eksempler på at new yorkerne er et venligt og udadvendt folkefærd.

Bedford Avenue, som hovedstrøget i Williamsburg hedder, var ganske som beskrevet en hyggelig gade med cool cafeer og små chikke tøjforretninger, og byggeriet var typisk af ældre dato og oftest kun i et par etagers højde, hvilket var noget af en kontrast til Manhattens orgie af tårnhøjt byggeri. Kun få hundrede meter væk ligger East River og ned mod denne er et stort område med gamle, forladte fabriksbygninger. Det mindede mig meget om sådan som gaderne nede ved Aalborg Havn så ud i starten af 1990'erne.

Efter et par afstikkere var vi midt på eftermiddagen tilbage på Bedford Avenue, og nu var gaden ved at blive indvaderet af unge mennesker i slidtsmart tøj (det kunne fx have været en 10-15 år yngre udgave af undertegnede). Så nu var det tid til at komme tilbage til gode, gamle Manhatten.

Torsdags Top 3

Jeg har sådan set altid meget godt kunne lide Kraftwerk, og ikke mindst har jeg haft kæmperespekt for deres rolle som pionærer for hele den elektroniske musikscene. At Bernard Sumner en gang omtalte dem som New Orders største inspirationskilde gjorde selvsagt ikke respekten mindre...
Det er dog først inden for de seneste år jeg for alvor har fået øje på, hvor smuk og fin musikken faktisk er. Jeg betragter mig ikke som hardcore fan, og jeg ejer ikke alle deres plader, men derfor kan man jo godt hylde Ralf, Florian & co med en torsdags top 3

1) Neons Lights
En skøn hyldest til storbyens neonlys. Mon Michael Strunge har lytte til sangen, da han skrev sine storbydigte? Som et kuriosum skal det nævnes at såvel U2 som Simple Minds har lavet coverversioner af sangen. Ja, Simple Minds lavede faktisk en hel plade med coverversioner med titlen med Neon Lights. MEN ingen af versionerne lyder af mere end en 40 watts pærer sammenlignet med Kraftwerk.

2) Radioactivity
Fik noget af en åbenbaring, da jeg, godt påvirket af den lokale bryg, hørte Kraftwerk fremføre Radioactivity sidste år i selveste Randers City. Dystopisk og superiørefaldende sang. Jeg forestiller mig at den kunne være den perfekte kendingsmelodi til et Danmarks Radio tv-dokumentarprogram fra de sene 1970'ere.

3) Computer Love
7 minutter og 20 sekunders hypnotisk teknopopskønhed. Coldplay byggede en hel sang fra deres X&Y-album op om synth-temaet fra Computer Love. Og selv om jeg aldrig bliver den store Coldplay-mand, slap de nu meget godt fra det.

Og puritanere vil sikkert mene, at man burde høre Kraftwerk på tysk...

Repremiere

Maleren, musikelskeren og skolelærereren fra Esbjerg, som befinder i eksil i Langaa, Peter Krogh, er efter en lille blogpause tilbage. Tidligere hed bloggen Villavej #14, men nu blogger Peter om yndlingsemnerne musik og fodbold under blognavnet Another Night In. En sletskjult Tindersticksreference, forresten. Jeg kan ikke lige finde ud af at få lavet et ordentlig link til Peters nye blog, men han linker selv fra Villavej#14; godt at nogen er mere it-kyndige end undertegnede.

Eksotik på Amager

For nylig var jeg i forbindelse med mit job ude i Holmbladskvarteret på Amager. Jeg har aldrig været den store fan af øen (ja, et sådan udsagn bør jo uddybes men det må blive en anden gang), men vejnavnene på øen er forrygende. Alverdens lande og byer er repræsenteret, hvilket er ret pudsigt, da øen samtidig huser lufthavnen. Hindustanvej og Ugandavej er to af de alleremest eksotiske vejnavne, men de ligger også nærmest ude i Kastrup. Inde omkring Holmbladsgade er det nord- og centraleuropæiske lokalititer, der har giver vejene navne, og det er nu heller ikke dårligt. Man finder Lybækgade (herlig, oldschool stavemåde), Meklenborggade, Donaugade, Ungarnsgade og mange andre. Og de forretningsdrivende holder sig ikke tilbage. For det lokale bageri har fået den fornemme titel Napolibageren. Det siger vel sig selv, at denne signatur måtte støtte denne geschæft med at indkøbe 1 stk smurt rundstykke.

Jubilæum

Dette indlæg er #100 på bloggen. Jeg har blogget i ca. 1½ år og sammenlignet med mine flittigste bloggervenner er mit tempo ikke imponerende. Men jeg har ikke desto mindre haft stor fornøjelse af at poste indlæg om musik, litterære helte og ikke mindst observationer fra Nordvest. Som jeg tidligere har skrevet er bloggens titel en omskrivning af Olesen-Olesen sangen Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest. Og den nu opløste duo's teksteforfatter, Peter H. Olesen (der i øvrigt også er blogger, digter, museumsforvalter) er i det hele taget en digter, jeg sætter højt. Teksterne har lige fra debutalbummet på dansk Indenlands Udenbys (dejlig titel)- inden udgav brødrene tre engelsksprogede album med bandet Greene- rummet en gang ret original poesi. På sangen Mæt af dage fra Indenlands Udenbys lyder et omkvæd fx.:
Jeg drømmer om stilhedsautomater på diskoteker/Zen i supermarkedet/Hospitalers ro
Prima billedsprog i mine ører.
En af Peter H. Olesens allerbedste tekster er Alle linier er optagede fra albummet Anonyme melankolikere. Omkvædet lyder i al sin absurde enkelhed:
Alle linier er optagede men ventetiden er gratis
og har i øvrigt Peters søn, Jonas, på kor... Uden sammenligning i øvrigt er jeg i lighed med Peter H. Olesen ret fascineret af dagligsprogets absurditeter:brokker man opsnapper i bussen eller på en telefonsvarer, skilte på gaden o.m.a.

Forfatteren Knud Sønderby var bl.a. kendt for at være en blændende essayist. I et af sine essays skrev han "I det hele taget går jeg meget rundt og glor." Det er helt det samme jeg gør. Går rundt og glor, og går rundt og lytter. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. For jeg kan ikke lade være. Så tak til alle dem der gider at glo, og i ny og næ kommentere det, jeg har gloet på og lyttet til.

Flad i NV

På vej hjem fra Irma, hvor jeg havde købt gourmet wc-papir og rødvin på tilbud, var jeg et smut i Fakta, da jeg havde glemt at købe mælk. I køen foran mig begyndte en mand, der ellers allerede havde lagt sine varer på rullebåndet, at instruere kasseekspedienten i, at han skulle stoppe med at køre varer igennem, når han nåede til 100 kroner. Flere penge havde manden nemlig ikke, så han fik ikke rugbrød og makrel med hjem... En venlig mand i køen tilbød ellers at betale for de resterende varer, men dette blev høfligt afslået. På opslagstavlen ved udgangen var der de sædvanelige sedler med tilbud om køb af andelslejligheder og telefonnumre til den lokale clairvoyant. Men denne gang var der sørme også et opslag om mulighed for køb af et autoværsted på Dortheavej! Så hvis en læser skulle overveje et karriereskift, er det bare med at komme forbi Fakta på hjørnet af Frederiksborgvej og Oldermandsvej.

Radioferie

I sidste uge var T og jeg nogle dage i sommerhus. I huset befandt sig noget så gammeldags som en ghettoblaster, mens tv'et ikke fungerede. Så den eneste udefrakommende underholdning bestod altså af radiolytning. Vi begyndte med at dreje lidt tilfældigt rundt på stationenerne og landede på en kanal, der skulle vise sig at være Radio Nova. Efter at have have hørt 1½ minut af en slags radioavis, der lød stort set ligeså prof som hos DR, lagde kanalen ud med at spille Owl City's store hit Fireflies, en fin lille popsang garneret med nogle pudsige keyboardakkorder. MEN derefter stod den på John Mayer, Backstreet Boys og andet musik, der havde det tilfælles, at det næppe kunne fornærme nogen. Jeg formoder, at sådan en kommerciel radiokanal har en eller anden virkelig tjekket måde at udvælge og mixe deres musik på, så den til enhver tid kan fungere som behagelig baggrunsstøj. Og a pro pos det kommercielle, så bestod selve udsendelsen indhold af, at studieværten afholdt konkurerrencer med præmierer for produkter, hvis navn blev nævnt igen og igen. Der kan gå år imellem, at jeg lytter til sådanne kanaler (ja, jeg er en snob...), så jeg tænkte, at man måske havde skiftet egentlige reklamespots ud med denne sletskjulte product placement, men næh, nej. Efter ca. 30 minutter kom et par ret lange reklamespots, og så var det tid til at skifte kanal.
Ovre på P3 samlede man jo i 4 dage i træk ind til Haitis jordskælvsofre, så sendefladen var én stor indsamling. Studieværterne var derfor en tand mere overgearede end de ellers er - og det siger ikke så lidt. Særligt en ung kvindelig vært var helt oppe at ringe. Hun blev ved med at sige "Det er god karma, det er god karma, det er god karma", fordi sangerinden Julia Maria kom og spillede et par numre live i studiet. Jeg var ved at blive vanvittig af af at høre på hendes sludder, så jeg drejede videre. Godt at T har et forholdsvis neutralt forhold til musik og radioværter... På nogle punkter er jeg glad for P3; kanalen gør meget for at give ukendte bands chancen, og genremæssigt er der god plads til den mere alternative del af den moderne pop og rock. Problemet kan blot være at udholde studieværternes hasarderede omgang med såvel det danske sprog som facts. For nylig hørte jeg således en ung kvindelig studievært sige noget i retning af, at Grizzly Bears havde vundet en pris for "at have lavet en af årets fedeste plader". Jeg tvivler på at en sådan pris eksisterer...
Nå, men det endte med at vi mest hørte P4. Kanalen er så vidt jeg ved den mest populære i Danmark, og den mindede mig meget om, hvordan P3 lød i min barndom. Studieværterne kunne også være lidt sluddervorne, men var dog noget mere afdæmpede - og vel også ældre - end på P3. Musikken var i ordets egentlige betydning noget for enhver smag. Rachel Rastenni blev afløst af Level 42. Mens Peter Sommers Valby Bakke, som i mine ører er en tekst, der bør få klassikerstatus, blev efterfulgt af en sang af en gut ved navn Kim Schwatz. Jeg havde aldrig hørt sangen før, men det var lidt af en gyser at lytte på teksten, man frygtede hele tiden, hvor halsbrækkende det næste rim ville lyde. Herfter fulgte et af Stevie Wonders fuldfede halvfjerser hits, hvorefter der såmændt blev spillet Danser med Drenge. Der var således tale om musik for enhver smag, musik, der ikke lød ens. Og det er da public service.