New York Noter 1

"Three hours is a looong, looong, looong, looooong, loooooong time". Sådan messede kvinden, der stod og solgte halvstore plastickrus til os turister, der stod i en lang kø og ventede på at komme med på en 3 timer lang sejltur rundt om Manhatten. Vi tænkte, at det var en god start på ferien med sådan en sejltur. Og det var det bestemt også. Man fik set Frihedsgudinden, Empire State Building, en masse skyskrabere og meget andet. Det allerebedste var dog den ældre guide, der kompetent og underholdende fortalte facts om byen og dens historie og levende gengav den fantastiske historie om hvordan en fremragende pilot fik landet et passagerfly midt på Hudson River. Men det jeg alligevel husker allerbedst fra turen var kvinden med krusene. Hun gentog i en uendelighed sin remse om, at en drink kostede 4$, men at man ved køb af kruset, der vist kostede 7,5$ kunne drikke kaffe, the, varm kakao og sodavand "un-li-me-ted". Jeg måtte flere gange minde mig selv om, at folk generelt siger, at New York ikke minder om resten af USA, som man jo ellers netop forbinder med indtagelse af sodavand i uendelige mængder.

* * *

I en tv-reklame hed det at "America runs on Dunkin Donuts", men newyorkerne kører helt sikkert primært på kaffe. Der lå bogstaveligt talt en Starbucks på hvertandet gadehjørne og man så, morgen, middag og aften, folk i stort set alle aldre rende rundt med et papbæger med kaffe i hånden. Jeg var engang til et foredag med Chris McDonald, hvor han påstod, at Starbucks serverede en meget koffein-holdig kaffe for at gøre folk afhængige. Et enkelt lille krus - og det var slet ikke så lille - Starbucks blev det til for mit vedkommende. Og det var absolut heavy sager!

Egentlig er kaffen vel et meget naturligt drug for new yorkerne. Arbejdsdagen er lang, og personalet i fx butikker er virkelig på og servicemindede non-stop, så et skud koffein i ny og næ må der vel til.

* * *

En gammel semi-boheme som mig måtte selvfølgelig en tur til Williamsburg, en bydel der var blevet anbefalet af flere af mine venner. Der skulle være hyggelige cafeer og sågar en god cd-forretning (ja, jeg sværger jo stadig til dette antikverede medie). Det viste sig at der også var en herlig boghandel, hvor jeg fandt en bog om David Bowies Berlinplader og en virkelig flot illustreret bog om kraut-rock (som er en betegnelse for tysk eksperimenterende rock fra 1970'erne). Den unge ekspedient spurgte derfor, naturligt nok, om vi var tyskere. Da jeg fortalte om vores nationale herkomst ville begejstringen ingen ende tage. Ekspedienten fortalte, at han havde hængt ud med Søren Fauli for nylig, og han var stor kender af dansk tekno fra 1980'erne og snakkede henført om Scatterbrain og Martin Hall. Det endte med at han inviterede os med til en teknofest den kommende onsdag, hvor han ville byde på "free drinks". Den kom vi dog aldrig til, men han var blot et af mange eksempler på at new yorkerne er et venligt og udadvendt folkefærd.

Bedford Avenue, som hovedstrøget i Williamsburg hedder, var ganske som beskrevet en hyggelig gade med cool cafeer og små chikke tøjforretninger, og byggeriet var typisk af ældre dato og oftest kun i et par etagers højde, hvilket var noget af en kontrast til Manhattens orgie af tårnhøjt byggeri. Kun få hundrede meter væk ligger East River og ned mod denne er et stort område med gamle, forladte fabriksbygninger. Det mindede mig meget om sådan som gaderne nede ved Aalborg Havn så ud i starten af 1990'erne.

Efter et par afstikkere var vi midt på eftermiddagen tilbage på Bedford Avenue, og nu var gaden ved at blive indvaderet af unge mennesker i slidtsmart tøj (det kunne fx have været en 10-15 år yngre udgave af undertegnede). Så nu var det tid til at komme tilbage til gode, gamle Manhatten.