lørdag den 18. april 2009
Dagens citat fra NV
Jeg gik på fortovet på den formiddagsstilfærdige Oldermandsvej på vej til Fakta. På det modsatte fortov gik eller rettere vraltede en kvinde, formodentligt udviklingshæmmet, der pludseligt med høj stemme sagde: ”Hvor er jeg dog træt af at bo i Danmark.” Jeg kikkede over på hende, spændt på om hun havde yderligere kommentarer til sit interessante udsagn. Men hun vraltede videre i sin helt egen verden.
onsdag den 15. april 2009
Top 2
mandag den 13. april 2009
Gennem byen
Fulgte T ind til Hovedbanegården her i eftermiddags. I bussen sad en ældre mørk mand, som vi vel førhen ville have betegnet som en neger. Jeg syntes, at han lignede Miles Davis lidt. Og jeg sad derfor der i bussen og kom til at tænke på en anekdote, jeg engang hørte om Miles Davis. Han havde netop givet en koncert på Jazzhus Montmartre her i København og havde jo sandsynligvis brugt en helvedes masse energi på at trutte flere timers vilde toner ud af sin trompet. I hvert fald var Miles Davis eneste kommentar til den ventende presse: ”Can’t talk”.
På gåturen hjem gennem Nørrebro så jeg overalt plakater, der reklamerede for ”Dødsmaskinen”, som er titlen på Ungdomshusets live scene. Godt at se musikken angiveligt er oppe at køre i det nye ungdomshus. Og navnet Dødsmaskinen… Gætter på at det er fundet på af folk, der i virkeligheden ikke kender så meget til døden. Men velkommen til NV; jeg krydser fingre for, at I gir den max gas i jeres hus og husker, at vi ikke kommer af med Lars Løkke ved at smadre så meget som én eneste butiksrude nede på Frederikssundsvej.
På gåturen hjem gennem Nørrebro så jeg overalt plakater, der reklamerede for ”Dødsmaskinen”, som er titlen på Ungdomshusets live scene. Godt at se musikken angiveligt er oppe at køre i det nye ungdomshus. Og navnet Dødsmaskinen… Gætter på at det er fundet på af folk, der i virkeligheden ikke kender så meget til døden. Men velkommen til NV; jeg krydser fingre for, at I gir den max gas i jeres hus og husker, at vi ikke kommer af med Lars Løkke ved at smadre så meget som én eneste butiksrude nede på Frederikssundsvej.
mandag den 6. april 2009
Dekadente perfektionister
Langt hen ad vejen er jeg en af de mindre sprælske musikkonsumenter. Jeg er til alternativ rock og pop af den mere tilgængelige slags: Fra Arcade Fire til Marc Almond, fra Nick Cave til Cocteau Twins. Fra New Order til Nico (selv om hun indimellem ikke var så tilgængelig igen). Lidt soul i små mængder er dog heller ikke at foragte. MEN jeg har også noget af et udfald i min smag. Jeg er nemlig endog særdeles glad for Steely Dan. Hmmm, tænker du sikkert, måske du aldrig har hørt om dem, og har du, er det sikkert ikke for det gode. Steely Dan er nemlig stort set så langt fra den alternative rock, som man kan komme. Deres plader er usædvanligt velproducerede og indeholder adskillige soloer udført af topproffe guitarister, tangentspillere og sågar saxofonister. Og musikken er stærkt influeret af den mere avancerede del af samtidens jazz. Samtiden er først og fremmest lig med 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor deres plader snurrede hyppigt på mine forældres gamle B&O grammofon, der skulle varme op i noget tid (!), før den kunne afspille plader i korrekt hastighed. Det var selvklart hyggeligt, når vi hørte Shubidua eller Gasolin eller den ustyrligt sjove Sparks single ”This town ain’r big enough for the both of us”, men jeg kunne altså også godt, i en alder af 7-8 år, lide Steely Dan, som min far var blevet introduceret til af sin gode ven Torben, hos hvem mine forældre i øvrigt gik til nogle vilde fester i hans lejlighed nær Kongens Have, hvor de sikkert dansede til Steely Dan. Nå, men det er jo en anden historie. Når jeg nu sidder og lytter til musikken og selvfølgelig mindes og savner min dejlige far, tænker jeg på, hvorfor den appellerede til en lille dreng, for det var absolut ikke alt der blev lyttet til i barndomshjemmet, jeg brød mig om – jeg lærer således nok aldrig at finde glæde ved klassisk musik. Steely Dan, derimod, tjah måske fordi en del af deres melodier faktisk er ret iørefaldende; der er en lys grundtone over deres udtryk, de blander jazz og og pop, og deres bluesnumre lyder snarere sjove end sørgelige.Når jeg lytter til dem i dag er det selvfølgelig forbundet med et dejligt men også ret vemodigt trip down memory lane, men når jeg synes, at deres plader virkelig holder, er det nok også fordi de er sjove og skæve.
Steely Dan er først og sidst en duo bestående af Donald Fagen, der synger og spiller keyboards, og guitaristen Walther Becker. Udover musikere var de to herre også i høj grad producere og i takt med deres succes blev deres plader op igennem 1970’erne til stadighed mere velproducerede og befolket med prominente studiemusikere, og Fagen og Becker helmede aldrig før hver akkord sad lige i skabet. Det kunne jo være blevet røvsygt at lytte til som hos andre studiegrupper som fx landsmændende i Toto. Men Steely Dan havde jo stil og humor. Deres navn er således snuppet fra en dildo (!), der figurerer i William Burroughs roman ”Naked Lunch”. Og Donald Fagens nasale vokal er altså lidt sær og uortodoks. Mine engelsk kundskaber har aldrig været noget at prale, men jeg kan da høre, at det ikke ligefrem er hjerte/smerte lyrik, duoen disker op med. Således er titelnummeret fra deres album Gaucho angiveligt en historie om jalousi hos et hip New Yorker bøssepar, og den småsyrede tekst ledsages bl.a. af en meget lækker saxofonsolo.
Steely Dan gik i opløsning i begyndelsen af i begyndelsen af 1980’erne. Siden har de været gendannet af et par omgange og har i dette årtusinde udsendt to cd’er. Dem er der ikke så meget ved. Til gengæld er alle deres plader fra debuten Can’t Buy A Thrill 1972 til og med Gaucho fra 1980 adskillige lyt værd, hvis man har lyst til at gå på opdagelse i deres dekadente vellyd og ikke bliver skræmt væk af en saxofonsolo eller to.
søndag den 5. april 2009
Fortsættelse følger
Og mens jeg stod og vaskede op og lyttede til fremragende musik fra ca. 1974 kom jeg til at tænke på at min gode ven Fortælleren måske havde ret, da han kaldte et tidligere indlæg ”forudsigeligt”. Så det næste indlæg bliver næppe hvad han vil betegne som ”forudsigeligt”. Fortsættelse følger.
tirsdag den 31. marts 2009
Hvad laver Bob mon...
Mens jeg stod og barberede mig her til morgen, kom jeg til at tænke på hvad Bob Dylan mon laver på sin Never Ending Tour, når han altså ikke lige er på scenen. Spiller han backgammon med lydmanden? Går han ned i kiosken og køber en lokal avis. Eller drikker han sig mon en Pepsi og læser det seneste nummer af Playboy?
søndag den 29. marts 2009
Fuckin' Soundtrack
Min gode veninde L har været så elskværdig at forære mig Henrik Lists nye roman Kære Fucking Dagbog, der som titlen indikerer har dagbogen som ramme og fortæller om den 15-årige emo-tøs Kat’s (Katja) teenageliv. Fortællingen rummer de helt klassiske ungdomsbogsemner som kærlighed, irriterende forældre, følelsen af at være outsider, en dum lillebror etc. Sproget er proppet med slang og forkortelser; jeg synes at det svinger vildt godt, men hvorvidt det er autentisk må andre afgøre. Nå, men Fortæller Kat er jo vild med såkaldt emo-musik og læser Michael Strunge, og jeg får lyst til at lave et lille soundtrack til hendes ipod med musik jeg lyttede til – eller ville have lyttet til, hvis jeg havde kendt det- da jeg var et par år ældre end hende og i samme livsfase.
New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart
New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart
Abonner på:
Opslag (Atom)
