Invasion

Hjemmet bliver langsomt invaderet af puslekommode, vugge, bleer, stofbleer, sutter, sutteflasker, billedbøger, legetøj, foldebadekar, skumvaskeklude, ammeindlæg og ikke mindst en ganske omfattende garderobe af tøj i mikrostørrelse. Ja, vi har sågar pt. en autostol i huset, selv om vi ikke har nogen bil, og jeg end ikke besidder et kørekort. Barnevogn må så vidt jeg ved stadig køres uden førebevis, og kørekort til korrekt børneopdragelse udstedes ejheller endnu, men det kommer sikkert en dag...

Sommerferie i NV

Der er sommerferie overalt i Nordvest. Det ultralokale pizzeria holder ferielukket og det samme gør min palæstinensiske cykelhandler.  Mens jeg trækker cyklen hjemad tænker jeg på, hvad pizzamanden og cykelsmeden mon laver i deres ferie. Sidder de og drikker the med mælk og sukker dagen lang et skyggefuldt sted med fætre, nevøer og onkler i et varmt land tusinde af kilometer mod sydøst? Er de tilfredse med deres liv? Har de ambitioner på deres børns vegne om at de skal blive læger og ingeniører? Og længes de mon hjem til en regnvejrseftermiddag i Nordvest efter et par uger sydpå? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der 50 meter fra det ene pizzeria ligger et andet, der viser sig at lave en fremragende pizzasandwich med sharwama og at cykelsmedens konkurrent i butikken overfor er en udmærket substitut.

Fanget i en 60-årigs sind

Jeg er netop fyldt 40 år, men føler mig i øjeblikket som en 60-årig, der er havnet i en tidslomme fra sin ungdom: Jeg hører Fleetwood Macs Rumours og Donald Fagens The Nightfly på repeat på gode gammeldags cd'er. Jeg læser Dan Turélls "Onkel Danny fortæller det hele" og kommer i den grad til ar savne det København fra 1960'erne og 1970'erne, han skriver frem, og som jeg jo stort set intet kan huske af.

De største helte - en hyldest til alle Tour de France-ryttere

De propper sig med grovpasta til morgenmad og får verdens usleste frokost. De arbejder i al slags vejr. De bliver kørt ned, de vælter hinanden for et godt ord. De kører videre på trods af flækkede tænder, brækkede lemmer og pis i bukserne. Efter endt arbejdsdag skal de svare på tåbelige spørgsmål. Deres timeløn er en titusindedel af Tiger Woods eller Ronaldos. Og når Touren er færdig står den på gadeløb i Randers City.

Ikke et ord om gylp

Ikke et ord om gylp, daggrygsgråd eller griseri ved aftensmåltidet.
Ikke et ord om lortebleer så tunge som sumobrydere.
Ikke et ord om falsk strubehoste, fåresyge, mæslinger, røde hunde og skoldkopper.
Ikke et ord om dagdrømme om 4 timers sammenhængende søvn.
Ikke et ord om vuggestueventelister og indkøringsproblemer.
Ikke et ord om kaotiske børnefødselsdage.
Ikke et ord om Teletubbies, Postmand Per, My Little Pony og Hello Kitty.
Jeg lover det.
Måske...

Verdens bedste sommerferie

Vi sidder bare her og holder verdens bedste sommerferie. Og vi er hverken i Phuket eller Tanger eller New York eller Gudhjem for den sags skyld. Vi sidder bare her på loggiaen i en ferielejlighed i Nordtyskland og kikker på træerne og søen og regnen og spiser slik og spiller det samme spil igen og igen. Og tiden står på en og samme tid stille og går alt for hurtigt.

Sange på hjernen

I dag på vej hjem fra jobbet cyklede jeg og funderede over et af livets store mysteriet: Hvad er det, Meat Loaf ikke vil gøre for kærlighed, jævnfør hans legendariske linje: "I will do anything for love/but I wont do that"... Og så var det jeg fik en sang, der minder om "I will do anything for love" (som jo i sig selv er en rimelig irriterende sang at få hjernen) i hovedet, nemlig Bonnie Tylers "Total eclipse of the heart". Begge sange er storladne, ja man kunne være mindre pæn og kalde dem patetiske, i udtrykket, og begge er såvidt jeg ved signeret sangskriveren Jim Steinman.
Når jeg får en sang i hovedet skyldes det ofte en ret simpel association; jeg ser et verdenskort, får øje på Australien og vupti: Jeg får John Farnhams "You're the voice" i hovedet, og så har man den på hjernen resten af eftermiddagen - pisseirriterende for at sige det ligeud. Min musikalske underbevidsthed har ikke altid god smag, den kunne have grebet mangt en god popsang fra Down Under (fra Kylie Minogues Love at first Sight til The Go-Betweens Streets of ÿour Town), men valgte altså igen det storladne og kitchede.
En gang imellem er jeg dog heldigere. Noget af det bedste er at få en Beach Boys eller Beatles-sang i hovedet; nogen gange er I am the Walrus dukket uanmeldt op for mit indre øre, og det er jo en sand fornøjelse. Desværre går der sjældent længe før den er blevet fortrængt af en eller anden kitchet/svulstig popsang fremført af en mand med en virkelig grim frisure. Men jeg kunne jo også finde på noget mere udfordrende at bryde min hjerne med end at fundere over pseudomystisk poppoesi.