Sange på hjernen

I dag på vej hjem fra jobbet cyklede jeg og funderede over et af livets store mysteriet: Hvad er det, Meat Loaf ikke vil gøre for kærlighed, jævnfør hans legendariske linje: "I will do anything for love/but I wont do that"... Og så var det jeg fik en sang, der minder om "I will do anything for love" (som jo i sig selv er en rimelig irriterende sang at få hjernen) i hovedet, nemlig Bonnie Tylers "Total eclipse of the heart". Begge sange er storladne, ja man kunne være mindre pæn og kalde dem patetiske, i udtrykket, og begge er såvidt jeg ved signeret sangskriveren Jim Steinman.
Når jeg får en sang i hovedet skyldes det ofte en ret simpel association; jeg ser et verdenskort, får øje på Australien og vupti: Jeg får John Farnhams "You're the voice" i hovedet, og så har man den på hjernen resten af eftermiddagen - pisseirriterende for at sige det ligeud. Min musikalske underbevidsthed har ikke altid god smag, den kunne have grebet mangt en god popsang fra Down Under (fra Kylie Minogues Love at first Sight til The Go-Betweens Streets of ÿour Town), men valgte altså igen det storladne og kitchede.
En gang imellem er jeg dog heldigere. Noget af det bedste er at få en Beach Boys eller Beatles-sang i hovedet; nogen gange er I am the Walrus dukket uanmeldt op for mit indre øre, og det er jo en sand fornøjelse. Desværre går der sjældent længe før den er blevet fortrængt af en eller anden kitchet/svulstig popsang fremført af en mand med en virkelig grim frisure. Men jeg kunne jo også finde på noget mere udfordrende at bryde min hjerne med end at fundere over pseudomystisk poppoesi.