mandag den 13. oktober 2014

Censurforslag

Som trofaste læsere ved, bliver der herhjemme sunget adskillige børnesange og snart er det også tid for at børnelitteraturen skal udforskes. Men disse genrer er jo langtfra så uskyldige, som man umiddelbart skulle tro: Elefantens vuggevise er eksempelvis blevet censureret i diverse nyere indspilninger pga, hvad der betragtes som anstødelig omtale af mennesker med afro-amerikansk oprindelse. Og for nylig kom det også frem, at Pippi Langstrømpe ville blive redigeret, så der fx ikke længere kommer til at optræde "negerkonger".

Men lad os se det i øjnene: Mange af sangene i De små synger kunne med fordel censureres, så vore kære små ikke bliver påvirket i forkert retning. I første omgang vil jeg kikke nærmere på to klassikere:

1) Op Lille Hans
Denne sang handler som bekendt om Lille Hans der bilder sin mor ind, at han ikke kan gå i skole, da han "er så dårlig". Det er en sang mange børn får sunget i en tidlig alder, og det er helt horribelt, at de skal indoktrineres med en sang, der eksplicit hylder pjækkeri. Pjækkeri er et stort problem i den danske folkeskolen, og kimen til megen pjækken bliver utvivlsomt grundlagt, fordi vores små poder hører om den Lille Hans, der helt omkostningsfrit fremsætter ønske om at pjække. Jeg ser ingen anden mulighed end simpelthen at slette sangen fra den klassiske sangbog.

2) Der bor en bager
Denne sangs indhold er også dybt problematisk, men står dog til at redde, hvilket jeg vender tilbage til. I Der bor en bager, lærer de uskyldige små børn om en bagerbutik, der ikke sælger andet en "kager og søde sager". Og det er jo ikke hensigtsmæssigt, når de kommer i institution og oplever en striks sukkerpolitik. Ligesom børn skal skånes for fx at se tobaksreklamer, bør de også skånes for at høre om søde sager. Dog kan man jo gøre det, at teksten kan skrives om; bageren kunne i stedet sælge speltboller og paleo-brød, så vi slipper for helt at skulle forbyde sangen.

tirsdag den 7. oktober 2014

In The (Beautiful) Ghetto

De tager stoffer i Høje Gladsaxe.
De spiser syltede drueagurker og pizza med shawarma, salami og salat i Høje Gladsaxe.
De laver lektier i Høje Gladsaxe: De løser andengradsligninger og læser Lykke-Per i Høje Gladsaxe.
De sælger smuglersmøger og sort maroc i Høje Gladsaxe.
De hører Seebach Junior og Slayer i Høje Gladsaxe.
De står op om morgenen, formiddagen, eftermiddagen, aftenen og natten i Høje Gladsaxe.

onsdag den 3. september 2014

Lækrere end Leffe

Dunkel Weisse Hefe
Er lækrere end Leffe
Efter dag med stress og jag
Nydes gudeøllets smag
På min egen lille kro
Falder nerver helt til ro.

torsdag den 28. august 2014

En kærlig hilsen til speltmødrene

I går havde vi en rygende gæst på besøg. Hun røg på vores altan med Anna som nysgerrig ledsager. Ved dagens 2 års-undersøgelse hos lægen stod det klart at  vores datter ikke umiddelbart havde lidt overlast.

fredag den 22. august 2014

Fuglelortsferie

Scenen er ren idyl: Anna og jeg sidder og spiser en rosinbolle på en bænk under et træ på en legeplads ved Utterslev Mose. Pludselig lyder der en hvislen fra træets blade og sekundet efter har vi fået en byge af fuglelort i hovedet og på tøjet. Og nu spørger jeg bare: Hvorfor hænger kommunen ikke skilte op på legepladsen, der advarer om denne potentielle fare; vores tøj måtte vaskes, og Anna blev traumatiseret for livet og skal helt sikkert aldrig mere bevæge sig ud i naturen igen.

tirsdag den 12. august 2014

Best Of The Raveonettes

Nogen bands peaker tidligt, andre bliver bare bedre og bedre med årene. Raveonettes er et smukt eksempel på det sidste. Og selv om jeg ikke kender hele deres produktion indgående, har det ikke afholdt mig fra at lave en lille Best-Of-liste på Spotity. Den går således:

I Wanna Be Adored (The Stone Roses cover)
Endless Sleeper
Love In A Trashcan
Ignite
Attack Of The Ghostriders
Sinking In The Sun
Killer In The Streets
That Great Love Sound
The Enemy
You Say You Lie
Heart Of Stone
You Hit Me (I'm Down)
Summer Ends
Beat City