mandag den 13. oktober 2014

Censurforslag

Som trofaste læsere ved, bliver der herhjemme sunget adskillige børnesange og snart er det også tid for at børnelitteraturen skal udforskes. Men disse genrer er jo langtfra så uskyldige, som man umiddelbart skulle tro: Elefantens vuggevise er eksempelvis blevet censureret i diverse nyere indspilninger pga, hvad der betragtes som anstødelig omtale af mennesker med afro-amerikansk oprindelse. Og for nylig kom det også frem, at Pippi Langstrømpe ville blive redigeret, så der fx ikke længere kommer til at optræde "negerkonger".

Men lad os se det i øjnene: Mange af sangene i De små synger kunne med fordel censureres, så vore kære små ikke bliver påvirket i forkert retning. I første omgang vil jeg kikke nærmere på to klassikere:

1) Op Lille Hans
Denne sang handler som bekendt om Lille Hans der bilder sin mor ind, at han ikke kan gå i skole, da han "er så dårlig". Det er en sang mange børn får sunget i en tidlig alder, og det er helt horribelt, at de skal indoktrineres med en sang, der eksplicit hylder pjækkeri. Pjækkeri er et stort problem i den danske folkeskolen, og kimen til megen pjækken bliver utvivlsomt grundlagt, fordi vores små poder hører om den Lille Hans, der helt omkostningsfrit fremsætter ønske om at pjække. Jeg ser ingen anden mulighed end simpelthen at slette sangen fra den klassiske sangbog.

2) Der bor en bager
Denne sangs indhold er også dybt problematisk, men står dog til at redde, hvilket jeg vender tilbage til. I Der bor en bager, lærer de uskyldige små børn om en bagerbutik, der ikke sælger andet en "kager og søde sager". Og det er jo ikke hensigtsmæssigt, når de kommer i institution og oplever en striks sukkerpolitik. Ligesom børn skal skånes for fx at se tobaksreklamer, bør de også skånes for at høre om søde sager. Dog kan man jo gøre det, at teksten kan skrives om; bageren kunne i stedet sælge speltboller og paleo-brød, så vi slipper for helt at skulle forbyde sangen.

Ingen kommentarer: