Tast of India
(skilt på fortovet på Nørrebrogade)
onsdag den 22. juni 2011
mandag den 20. juni 2011
Tirsdags Top 3 - Musik til arbejdet (forpremiere)
Der er ret kort tid til at jeg går på en forholdsvis velfortjent 2½ uges sommerferie, så der skal lige arbejdes lidt ekstra i disse dage. Og musik er et udmærket energi-drug, når kaffe ikke virker mere. I øjeblikket er det følgende tre albums, der er soundtracket i de sene eftermiddagstimer i Tøndergade:
1) The Clash: The Singles
2) Baby Woodrose: Love Comes Down
3) U2: The Joshua Tree
Og hvad er dit arbejdssoundtrack, kære læser?
1) The Clash: The Singles
2) Baby Woodrose: Love Comes Down
3) U2: The Joshua Tree
Og hvad er dit arbejdssoundtrack, kære læser?
lørdag den 11. juni 2011
Plattenslager i Nordvest
Sidste lørdag eftermiddag da jeg storsvedende gik ned ad Bisiddervej - en ganske stilfærdig sidevej meget tæt på hvor jeg bor, stoppede en bil og en mand rullede sin bilrude ned. Han spurgte mig på et lidt gebrokkent engelsk om han måtte spørge mig om noget. Da jeg jo er en venlig mand, sagde jeg selvfølgelig Yes. Han fortalte, at han var italiener, og begyndte besynderligt nok med det samme at smalltalke - "Have you ever been to Italy" og den slags - og at han skulle til lufthavnen og nu ville han så gerne vide, hvor lang tid det tog at komme derud. Han havde GPS i bilen og kunne derfor godt finde derud selv. Jeg forklarede at det nok tog ½ time, men at jeg ville beregne 45 minutter for at være på den sikre side. Manden fortalte nu, at han havde noget tøj liggende, han gerne ville forære mig. Han handlede nemlig med tøj og havde været på messe i Bellacentret (mystisk, det ligger på Amager og hvad laver han nu i NV, tænkte jeg). Problemet var at han ikke selv kunne have tøjet med hjem, da han så ville få overvægt. Og nu ville han altså tilbyde mig en gratis læderjakke. Jeg skulle bare lige komme ind i bilen og se på den. Han sagde så, at han godt kunne se at jeg var noget skeptisk, jeg indrømmede, at det var jeg, men tænkte på den anden side, at det ville være for tåbeligt at sige nej tak til en gratis læderjakke. Jeg satte mig derfor ind på sædet ved siden af førersædet, hvor han selv sad, men undlod dog at lukke døren, da jeg ærligt talt var noget usikker på situationen. Manden viste mig sit pas, da det var vigtigt for ham, at jeg troede på, at han rent faktisk var italiener. Han viste mig nu et lille hæfte med en tøjkollektion af et mærke han angiveligt handlede med, og han fremviste samtidig selve den jakke, jeg kunne få. Han fortalte, at den størrelse var for stor til ham, også derfor ville han forære mig den. Han spurgte endvidere om, jeg var gift, han havde nemlig også fået læderjakker til kvinder. Men størrelsen var desværre for stor til hans egen hustru. Jeg tænkte, at min hustru, T, sikkert ville sætte pris på en gratis læderjakke, så jeg svarede at jeg da også var interesseret i en jakke til hende, hvis altså præmissen fortsat var, at han ville forære mig dem gratis. Manden fortalte at jeg måske som tak for jakkerne ville forære hans børn en gave fra en legetøjsforretning. Og så valgte jeg altså at tage en hurtig flugt ud af bilen og sagde at så var jeg ikke interesseret. Manden gjorde ikke noget overtalelsesforsøg.
Og her stopper historien, for jeg kan ikke fortælle historier, der ikke stort set er sandfærdige. Men hvad kunne det ikke have udviklet sig til... Hvilke gaver han havde han forestillet sig, at jeg skulle købe til hans børn? Ville han mon have ført mig mystiske steder hen, hvis jeg havde indvilget i, at vi kunne have have kørt i hans bil til den lokale BR-forretning?
Jeg tvivler på, om der kommer et kapitel mere til denne historie. Men hvis du bliver stoppet af en spinkel, italiensk udseende, mand i en nydelig, ny bil, der vil forære dig lædervarer, hører jeg gerne fra dig.
Og her stopper historien, for jeg kan ikke fortælle historier, der ikke stort set er sandfærdige. Men hvad kunne det ikke have udviklet sig til... Hvilke gaver han havde han forestillet sig, at jeg skulle købe til hans børn? Ville han mon have ført mig mystiske steder hen, hvis jeg havde indvilget i, at vi kunne have have kørt i hans bil til den lokale BR-forretning?
Jeg tvivler på, om der kommer et kapitel mere til denne historie. Men hvis du bliver stoppet af en spinkel, italiensk udseende, mand i en nydelig, ny bil, der vil forære dig lædervarer, hører jeg gerne fra dig.
torsdag den 9. juni 2011
Håndværkersex
DANSK
AU PAIR
FÆLDER SEX-
MONSTER
STORT HÅNDVÆRKERTEMA
(Ekstrabladets spiseseddel i dag)
AU PAIR
FÆLDER SEX-
MONSTER
STORT HÅNDVÆRKERTEMA
(Ekstrabladets spiseseddel i dag)
tirsdag den 7. juni 2011
De Efterladte i levende live
Har nu fået lyttet til De Efterladtes (Peter H. Olesen og Michael Lund) debut-cd Traditionen Utro en grundig gang igennem. Det var en udsøgt fornøjelse. Og mens jeg lyttede kom jeg til at tænke på: Frank Jæger, Per Højholt, Jørgen Leth, Johnny Cash, Olesen-Olesen (næppe så sært) og Bob Dylan (heldigvis kun for en enkelt mundharmonikas vedkommende). Du kan købe cd'en her.
torsdag den 2. juni 2011
Konkurrence til Professor Adams
Den, af trofaste læsere, velkendte spåmand fra Vanløse, Professor Adams (der nu går under navnet Professor Amara) har nu fået en alvorlig konkurrent herude i NV. I hvert fald lå der i vores postkasse i går et lille stykke blåfarvet kraftigt papir med følgende tekst:
CLAIRVOYANCE - TERAPI - SPÅDOM
Har du vanskeligheder? Har du somme tider følelsen af at alt går galt i dit liv?
Så tøv ikke med at kontakte Karamba
- international clairvoyant og åndehealer
Efter en omhyggelig konsultation kan jeg hjælpe dig med at løse dine problemer indenfor det personlige område (herunder kærlighedslivet), dit professionelle område, herunder din forretningskarriere. Du får professionel information angående din fremtid - 100% garanti. Du kan få hjælp men eksamen eller juridiske eller finansielle transaktioner. Du får at vide hvordan du beskytter dig selv og din familie mod ondskab, og hvordan du får dine nære og kære tilbage i dit liv.
Ring for at aftale et møde
La Karamba
Klokkerhøjen 1, st.th.
2400 København NV
Mobil: 52837045
tirsdag den 31. maj 2011
Tirsdags Top 3
Da jeg for få minutter siden chattede med min gode bloggerkollega, Steffen, og bad om input til en tirsdags top-et-eller-andet liste foreslog han, et jeg skulle skrive om"5 plader der virkelig ændrede din måde at lytte på". Umiddelbart et lidt for heavy emne her en sen tirsdag eftermiddag, hvor jeg stadig har influenza i kroppen derfor skærer jeg også ned til en top 3. Og så har jeg egentlig altid tænkt, at jeg langsomt vænnede mig til ny musik, og at den ikke åbenbarede sig et et pludseligt ryk.MEN omkring 1995 fik jeg, efter mange år som rimelig puritansk indie pop-rocker, øjnene op for, den genre, der i bedste 1990'er ironisk-retrostil blev betegnet som easy listening. Helt sikkert er det, at en række af nedestående plader (som jeg kun ejer som cd...) har ændret min måde at lytte til musik på; jeg er én gang for alle blevet vaccineret mod alt der lyder lo-fi, bare for at være lo-fi. Omvendt har jeg lært at sætte pris på et godt arrangement, især hvis det parres med et tvist andre steder i udtrykket, som det sker mange steder på listen.
Nedenstående top 3 er næppe easy listening i klassisk forstand, hvis man lader begrebet ironisk/negativt og lader det dække over Ole Erlings hammond hits, muzak som blev spillet i Irma og Brugsen i min barndom, Herb Alpert eller for den sags skyld James Last. Der er nok snarere tale om orkerstreret pop-musik og/eller pop med et hel eller halv-stort bossanova-touch.
1: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: Fairy Tales & Fantasies - The Best of Nancy & Lee
I et interview jeg læste omkring 1994 med forsangeren fra mine store helte i Tindersticks fremhævede Stuart Staples Nancy og Lee, som Tindersticks helt store forbilleder. Og det at ens helte udpeger inspirationskilder er jo altid en god anbefaling. Der gik dog lidt tid før jeg i Fona på Strøget (af alle steder...) fandt denne cd, der indeholder hele deres første lp (Nancy & Lee) samt et par numre fra efterfølgeren Nancy & Lee Again (også udgiver under titlen Did You Ever).
Skulle jeg have 5 cd'er med på en øde ø, vil The Best of Nancy & Lee stensikkert komme i kufferten. Først og fremmest er der tale om en duetplade, hvor Nancy Sinatras (og, ja, der er Frankie-boys datter!) ikke just store, men ganske fine popstemme, der kan være temmelig lille-pigeagtig, når det kommer over den, og Hazlewoods dybe vokal, der godt medtaget af whisky og smøger har en helt unik klang, supplerer hinanden perfekt.
Cd'en indeholder 7 Hazlewood-kompositioner med melodier så iørefaldende og letflydende, at de i ordets egentlige betydning er ren easy listening. Arrangementerne er præget af John Barry-inspirererede strygere, der indimellem skaber et nærmest foruroligende stemning og underbygger tekstuniverset, der sine steder er temmelig psykedelisk (men musikken er jo også fra de sene 1960'ere). "Some velvet morning when I'm straight/I'm gonna open up your gate", lyder den saftige åbningslinje fra sangen Some velvet morning.
Cd'en indeholder desuden 7 coverversioner. Disse er ikke helt på højde med Hazlewoods egne sange, men mindre kan også gøre det. Cd'en åbner med en mildest talt skummel version af You've lost that lovin feeling. Fremhæves må også versionen af Dolly Partons Down from Dover, en uendelig sørgelig countrysag om vuggedød og en charlatan af en mand. Hazlewood lyder i den grad som om han kan leve sig ind i rollen...
P.S. Lee Hazlewood har også begået en række fantastiske sange i sin solokarriere. Et højdepunkt i karrieren er Cowboy in Sweeden fra begyndelsen af 1970'erne.
2: Dionne Warwick sings the Bacharach & David songbook
Trains & Boats & Planes hed - som nogle læsere jo ved - Nikolaj Nørlunds gamle band, som udgav et par plader i begyndelsen af 1990'erne. Og Nørlund lagde aldrig skjul på, at bandnavnet var lånt fra en Bacharach/David sang af samme navn. Da jeg var mega Trains... fan, måtte jeg selvfølgelig tjekke ham der Burt Bacharach ud, hvis sange jeg stort set ikke kendte, hvilket er en meget stor fejl i en ellers god opdragelse fra mine forældres side! Havde vi haft plader med fx Dionne Warwick, Herb Alpert, Carpenters, Astrud Gilberto o.m.a. havde jeg være bekendt med Bacharachs iørefaldende og raffinirede popsange. Heldigvis fandt jeg denne opsamlings-cd i TP Musikmarked i 1996 for 69.95 kr. Havde den stået til fuld pris havde jeg nok for nærig til at købe den... Og, sorry, det er jo blasfemi at nævne priser på cd'er i denneher sammenhæng. For Warwicks supercool og underspillede fortolkninger af denne perlerække af popklassikere er luksus, der i virkeligheden burde betales med hengivenhed og ikke penge.
3: Grethe & Jørgen Ingmann: 16 Hits
Jeg var arbejdsløs på 3 år og stod en dag nede i Fakta på Borgegade og rodede i en kasse med meget billige cd'er (vi taler jo Fakta!). Øjnene faldt over et hæsligt omslag med Grethe og Jørgen klædt i gult (!). Men jeg kendte jo Dansvise, som er og blir verdens bedste grand prix-sang. Så den kom med hjem sammen med skummetmælk, havregryn og romkugler.
Der findes forhåbentlig bedre opsamlingsalbums med Ingmann-parret, men denneher cd skabte meget glæde i mit på daværende tidspunkt ret triste liv. Der er skrevet mange superlativer om Grethe Ingmanns stemme, jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der kaldte den "støvet og sexet". At Grethe kan synge, og at Jørgen har en helt forrygende guitarlyd er indiskutabelt. For mig skaber lyden af Ingmann-parret i deres stjernestunder nu også indre billeder af et dansk tressersamfund i hastig fremgang. At Jørgen Ingmann endte sin musikalske karriere med at spille guitar til Johnny Reimers Smølfeshow, og at Grethe Ingmann døde som blot 52-årig og angiveligt i sine sidste år havde et alt for kært forhold til flasken er et faktum, man heldigvis glemmer, når man lytter til alle de fine sange (at der også er en masser skæverter er en helt anden snak).
Nedenstående top 3 er næppe easy listening i klassisk forstand, hvis man lader begrebet ironisk/negativt og lader det dække over Ole Erlings hammond hits, muzak som blev spillet i Irma og Brugsen i min barndom, Herb Alpert eller for den sags skyld James Last. Der er nok snarere tale om orkerstreret pop-musik og/eller pop med et hel eller halv-stort bossanova-touch.
1: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: Fairy Tales & Fantasies - The Best of Nancy & Lee
I et interview jeg læste omkring 1994 med forsangeren fra mine store helte i Tindersticks fremhævede Stuart Staples Nancy og Lee, som Tindersticks helt store forbilleder. Og det at ens helte udpeger inspirationskilder er jo altid en god anbefaling. Der gik dog lidt tid før jeg i Fona på Strøget (af alle steder...) fandt denne cd, der indeholder hele deres første lp (Nancy & Lee) samt et par numre fra efterfølgeren Nancy & Lee Again (også udgiver under titlen Did You Ever).
Skulle jeg have 5 cd'er med på en øde ø, vil The Best of Nancy & Lee stensikkert komme i kufferten. Først og fremmest er der tale om en duetplade, hvor Nancy Sinatras (og, ja, der er Frankie-boys datter!) ikke just store, men ganske fine popstemme, der kan være temmelig lille-pigeagtig, når det kommer over den, og Hazlewoods dybe vokal, der godt medtaget af whisky og smøger har en helt unik klang, supplerer hinanden perfekt.
Cd'en indeholder 7 Hazlewood-kompositioner med melodier så iørefaldende og letflydende, at de i ordets egentlige betydning er ren easy listening. Arrangementerne er præget af John Barry-inspirererede strygere, der indimellem skaber et nærmest foruroligende stemning og underbygger tekstuniverset, der sine steder er temmelig psykedelisk (men musikken er jo også fra de sene 1960'ere). "Some velvet morning when I'm straight/I'm gonna open up your gate", lyder den saftige åbningslinje fra sangen Some velvet morning.
Cd'en indeholder desuden 7 coverversioner. Disse er ikke helt på højde med Hazlewoods egne sange, men mindre kan også gøre det. Cd'en åbner med en mildest talt skummel version af You've lost that lovin feeling. Fremhæves må også versionen af Dolly Partons Down from Dover, en uendelig sørgelig countrysag om vuggedød og en charlatan af en mand. Hazlewood lyder i den grad som om han kan leve sig ind i rollen...
P.S. Lee Hazlewood har også begået en række fantastiske sange i sin solokarriere. Et højdepunkt i karrieren er Cowboy in Sweeden fra begyndelsen af 1970'erne.
2: Dionne Warwick sings the Bacharach & David songbook
Trains & Boats & Planes hed - som nogle læsere jo ved - Nikolaj Nørlunds gamle band, som udgav et par plader i begyndelsen af 1990'erne. Og Nørlund lagde aldrig skjul på, at bandnavnet var lånt fra en Bacharach/David sang af samme navn. Da jeg var mega Trains... fan, måtte jeg selvfølgelig tjekke ham der Burt Bacharach ud, hvis sange jeg stort set ikke kendte, hvilket er en meget stor fejl i en ellers god opdragelse fra mine forældres side! Havde vi haft plader med fx Dionne Warwick, Herb Alpert, Carpenters, Astrud Gilberto o.m.a. havde jeg være bekendt med Bacharachs iørefaldende og raffinirede popsange. Heldigvis fandt jeg denne opsamlings-cd i TP Musikmarked i 1996 for 69.95 kr. Havde den stået til fuld pris havde jeg nok for nærig til at købe den... Og, sorry, det er jo blasfemi at nævne priser på cd'er i denneher sammenhæng. For Warwicks supercool og underspillede fortolkninger af denne perlerække af popklassikere er luksus, der i virkeligheden burde betales med hengivenhed og ikke penge.
3: Grethe & Jørgen Ingmann: 16 Hits
Jeg var arbejdsløs på 3 år og stod en dag nede i Fakta på Borgegade og rodede i en kasse med meget billige cd'er (vi taler jo Fakta!). Øjnene faldt over et hæsligt omslag med Grethe og Jørgen klædt i gult (!). Men jeg kendte jo Dansvise, som er og blir verdens bedste grand prix-sang. Så den kom med hjem sammen med skummetmælk, havregryn og romkugler.
Der findes forhåbentlig bedre opsamlingsalbums med Ingmann-parret, men denneher cd skabte meget glæde i mit på daværende tidspunkt ret triste liv. Der er skrevet mange superlativer om Grethe Ingmanns stemme, jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der kaldte den "støvet og sexet". At Grethe kan synge, og at Jørgen har en helt forrygende guitarlyd er indiskutabelt. For mig skaber lyden af Ingmann-parret i deres stjernestunder nu også indre billeder af et dansk tressersamfund i hastig fremgang. At Jørgen Ingmann endte sin musikalske karriere med at spille guitar til Johnny Reimers Smølfeshow, og at Grethe Ingmann døde som blot 52-årig og angiveligt i sine sidste år havde et alt for kært forhold til flasken er et faktum, man heldigvis glemmer, når man lytter til alle de fine sange (at der også er en masser skæverter er en helt anden snak).
Abonner på:
Opslag (Atom)