Plattenslager i Nordvest

Sidste lørdag eftermiddag da jeg storsvedende gik ned ad Bisiddervej - en ganske stilfærdig sidevej meget tæt på hvor jeg bor, stoppede en bil og en mand rullede sin bilrude ned. Han spurgte mig på et lidt gebrokkent engelsk om han måtte spørge mig om noget. Da jeg jo er en venlig mand, sagde jeg selvfølgelig Yes. Han fortalte, at han var italiener, og begyndte besynderligt nok med det samme at smalltalke - "Have you ever been to Italy" og den slags - og at han skulle til lufthavnen og nu ville han så gerne vide, hvor lang tid det tog at komme derud. Han havde GPS i bilen og kunne derfor godt finde derud selv. Jeg forklarede at det nok tog ½ time, men at jeg ville beregne 45 minutter for at være på den sikre side. Manden fortalte nu, at han havde noget tøj liggende, han gerne ville forære mig. Han handlede nemlig med tøj og havde været på messe i Bellacentret (mystisk, det ligger på Amager og hvad laver han nu i NV, tænkte jeg). Problemet var at han ikke selv kunne have tøjet med hjem, da han så ville få overvægt. Og nu ville han altså tilbyde mig en gratis læderjakke. Jeg skulle bare lige komme ind i bilen og se på den. Han sagde så, at han godt kunne se at jeg var noget skeptisk, jeg indrømmede, at det var jeg, men tænkte på den anden side, at det ville være for tåbeligt at sige nej tak til en gratis læderjakke. Jeg satte mig derfor ind på sædet ved siden af førersædet, hvor han selv sad, men undlod dog at lukke døren, da jeg ærligt talt var noget usikker på situationen. Manden viste mig sit pas, da det var vigtigt for ham, at jeg troede på, at han rent faktisk var italiener. Han viste mig nu et lille hæfte med en tøjkollektion af et mærke han angiveligt handlede med, og han fremviste samtidig selve den jakke, jeg kunne få. Han fortalte, at den størrelse var for stor til ham, også derfor ville han forære mig den. Han spurgte endvidere om, jeg var gift, han havde nemlig også fået læderjakker til kvinder. Men størrelsen var desværre for stor til hans egen hustru. Jeg tænkte, at min hustru, T, sikkert ville sætte pris på en gratis læderjakke, så jeg svarede at jeg da også var interesseret i en jakke til hende, hvis altså præmissen fortsat var, at han ville forære mig dem gratis. Manden fortalte at jeg måske som tak for jakkerne ville forære hans børn en gave fra en legetøjsforretning. Og så valgte jeg altså at tage en hurtig flugt ud af bilen og sagde at så var jeg ikke interesseret. Manden gjorde ikke noget overtalelsesforsøg.
Og her stopper historien, for jeg kan ikke fortælle historier, der ikke stort set er sandfærdige. Men hvad kunne det ikke have udviklet sig til... Hvilke gaver han havde han forestillet sig, at jeg skulle købe til hans børn? Ville han mon have ført mig mystiske steder hen, hvis jeg havde indvilget i, at vi kunne have have kørt i hans bil til den lokale BR-forretning?
Jeg tvivler på, om der kommer et kapitel mere til denne historie. Men hvis du bliver stoppet af en spinkel, italiensk udseende, mand i en nydelig, ny bil, der vil forære dig lædervarer, hører jeg gerne fra dig.