onsdag den 12. maj 2010

Vinyl 1

Smashing Pumpkins: Siamese Dream (dobbelt-lp), udgivet 1993

Da jeg i søndags for første gang siden jeg ved-ikke-hvornår lyttede til Siamese Dream, blev det mig hurtigt meget tydeligt, hvorfor jeg så godt kunne lide dem, dengang i 1993, da jeg var 21 år og på en gang spændt og pisseusikker på at skulle flytte hjemmefra og helt op til bonderøvsbyen Aalborg, hvor jeg netop var blevet optaget på danskstudiet. Min sindstilstand var på daværende tidspunkt nemlig temmelig hysterisk - selv om jeg måske ikke fremtrådte sådan udadtil - og netop hysterisk er også den stemning, der er i musikken, når jeg hører den i dag. Guitarerne støjer frydefuldt, Billy Corgans stemme lyder på en gang apatisk og aggressiv, og tempoet er skiftevis afdæmpet og fræsende.

Selv om jeg ikke længere er den helt store rockmand, var det et fedt genhør. Deres første plade, Gish, husker jeg også som god - havde fået den optaget på et kassettebånd (!). Efter Siamese Dream kom dender dobbelt-cd med Bullet with Butterfly Wings, men den fik jeg aldrig købt. Dengang var indkomsten jo SU, så jeg måtte være ret selektiv med , hvad der blev indkøbt. Og så lavede de Adore cd-en, hvor jeg ikke var særlig begejstret for single-foreløberen, hvor de ved gud brugte trommemaskine. For det var sgu da blandt andet de buldrende Led Zeppelin-inspirerede trommer, der i starten var en vigtig signatur for gruppen.

***

Jeg nåede også at se Smashing Pumpkins, da de turnerede med pladen. Det var på Loppen på Christiania, hvor de spillede med The Verve (der senere blev megastore med Urban Hymns-albummet) som opvamrning. Husker bestemt ikke koncerten som specielt god, hvilket nok både skyldtes, at jeg ikke kunne se noget som helst og at jeg havde indtaget en længere stribe Guldtuborg inden koncerten...

Kulsort vinyl

For nylig fik jeg endelig taget mig sammen til igen at anskaffe mig en pladespiller. Ikke fordi jeg ville være hip og købe en masse ny musik på vinyl. Men når jeg havde nu alligevel havde adskillige hundrede lp'er, ep'er og maxisingler (herligt firserord, der næppe findes i nogen ordbøger mere) stående på reolerne, var det bare for tåbeligt at man så ikke kunne høre dem. 95% af min pladesamling blev indkøbt i perioden 1987-1995. Og i lange perioder fra 1995 og frem til nu har jeg af forskellige årsager ikke haft mulighed for at høre mine plader. Selvfølgelig har jeg på mine lange nostalgisurfture på youtube tjekket en masse af min gamle favoritter, som ikke har fået plads i cd-samlingen, ud. Rigtig mange af pladerne har jeg imidlertid ikke hørt i deres fulde længde i de seneste 15-20 år. Og det er altså en sælsom oplevelse at lytte til dem igen. Man lytter jo til dem med andre ører, og minder og stemninger fra fortiden vælter frem. Jeg tænker, at jeg en gang imellem (og mon ikke det første kommer ret snart) vil skrive indlæg om nogle af pladerne, og måske i særdeleshed om nogle af de plader (og dermed kunstnere) jeg måske ikke lige har dyrket på det seneste. De vil få titlerne Vinyl 1, Vinyl 2, 3 osv. Så nu er I advaret!

fredag den 7. maj 2010

Lokal graffiti

DÅRLIG KUSSE
(Graffiti på ejendom på Sadelmagervej i NV)

tirsdag den 4. maj 2010

Ny vare i kiosken

VI HAR FÅET
UGEBLADE OG
DIVERSE IGEN!
MVH Frederiksborg KIOSK
(håndskrevet skilt på ruden af den lokale kiosk)

torsdag den 22. april 2010

Promotion

Trofaste læsere har måske opdaget, at der er blevet føjet et par links til det, der vist hedder min blog-roll.

Min gode ven, L, er under pseudonymet Hvassline for nylig sprunget ud som tegner og kortprosaist på sin blog Overmåde hvas og hård. Hun er dog slet ikke så hvas igen, skulle jeg hilse og sige. Mit foreløbige favoritindlæg er hendes komparative studie af en tekst fremført af den danske hiphop-supergruppe, Selvmord, og et klassisk 1970'er digt af Kristen Bjørnkær, som er ramt lige på kornet.

Jeg har også endelig fået nosset mig sammen til at lave et link til min gamle studiekammerat, Steffen Baunbæk Petersens, lyrikblog, som har fået den sublime titel Assistens & elsewhere. Titlen henviser selvfølgelig til kirkegården på Nørrebro, hvis gravsteder har inspireret til en række digte. Og så fandt jeg for nylig ud af, at den tyske krautrockgruppe Faust har udgivet en lp med titlen Munich & elsewhere...

lørdag den 17. april 2010

New York Noter 3

Når man rejser med en kvindelig ledsager, er shopping en uomgængelig del af ferieaktiviteterne. Og det er vel at mærke en aktivitet, der skal sættes tid af til. De fleste dage kombinerede vi butiksbesøg med den øvrige sightseeing, men jeg kunne fornemme på T at det ikke helt var nok. På vores lokale diner faldt vi i snak med nogle tyske piger, der havde haft en heldagstur til et mega shoppingcenter i New Jersey. Jeg syntes, at en sådan tur virkede noget uattraktiv og foreslog derfor, at T fik en decideret shoppingdag på Manhatten. Nu er det på ikke fordi jeg ikke kan lide at bruge lidt tid på at købe tøj, bøger eller musik, men efter et par timer er behovet ligesom stillet... På den anden side skal man altså være noget af en puritaner, hvis man ikke kan se shoppingpotentialer i New York. Mens der fx. ikke var den store forskel på forretningerne i Lissabon, hvor vi var i sidste sommer, og København, har New York virkelig noget andet at byde på. Priserne på mærekvarer er markant lavere end i Europa, og størrelsen på de største forretninger er overvældende. Macy's er fx et 8-etagers stort center, hvor der KUN var tøj (+ en lille smule parfume). Her tilbragte vi fem stive timer. Jeg havde regnet med, at der også fx. var en boghandel i centret, men nix, kun tøj! Og en bar viste sig heller ikke at være til at opdrive. Så jeg endte med at finde et helle midt på en megapude tæt omgivet damelingeri til alle sider, hvor jeg sad og fik læst stort set hele Turen går til New York.

* * *
Normalt er jeg mæt efter en 4-5 dage i en storby, men 9 dage var slet ikke nok til New York. Næste gange vil jeg dybere ind i det kulsorte Harlem, , få renste mit jakkesæt i Chinatown, og hvem ved om jeg støder ind i en kaffedrikkende Paul Auster på en diner i Brooklyn. Men ikke flere ord om New York, for min virkelighed er 100% i Nordvest.

torsdag den 8. april 2010

New York Noter 2

Søndag formiddag gik vi op til Harlem. I den allerøverste del af Upper West Side, hvor vores hotel lå, var kvarteret hvad man uden blussel kunne kalde multietnisk. Men fra 110th Street er 95% af befolkningen af afroamerikansk herkomst. Søndagsturen til Harlem skyldtes at vi ville til gudstjenste i en af bydelens mange kirker. Vi havde godt læst, at sådan en gudstjeneste var noget af en turistattraktion og ganske rigtigt var der også dannet en pæn kø af europæiske turister foran kirken. Vi blev lukket ind i ca. 10.15. Og noget personale af nærmest vagtagtig karakter ledte os op på en balkon med bløde stolesæder, det var altså tilskuerpladser som man kender det fra et teater eller en gammel biograf. På gulvplanet var der en slags scene hvor diverse instrumenter var linet op. Nede på gulvplanet foregik der også en eller anden aktivitet af religiøs karakter, men en decideret gudstjeneste kunne man næppe kalde det. Vi kunne ikke se dem der talte, men gennem højtalere hørtes lave stemmer, der bl.a. omtalte en Ruth - jeg formoder at der er tale om den bibelske figur af samme navn. Vi havde læst at gudstjenesten skulle begynde kl.11, men allerede 10 minutter i 11 kom to mænd ind bagest i lokalet, hvor der var et lillebitte svømmebassin. At der var et sådan i lokalet undrede mig for så vidt ikke, idet vi jo befandt os i en baptiskkirke, og bapitismen praktiserer voksendåb, hvor hele legemet under dåbsceremonien skal under vand. Jeg havde dog ikke troet, at der ville foregå dåb i kirken, men det gjorde der i den grad. I en lind strøm vandrede en række "brothers and sisters" ligefra generte teenagere til oldinge ind, iklædt et hvidt klæde og kom ned i bassinet, hvor der først blev sagt nogle bønner (ja, jeg undskylder at jeg ikke har sat mig ordentlig ind i den baptistiske liturgi) af to mænd der befandt sig i bassinet - og måske havde en degneagtig status, derefter fremsagde personen, der ønskede at blive døbt, en trosbekendelse, hvorefter "degnemændene" i et snuptag pressede personens legeme, med ryggen først, ned i bassinet. Denne seance blev akkompagneret af en syngende pianist og så vidt jeg husker også af en trommeslager. Og efter dåbene var overstået kom der så ellers gang i det helt store gospelshow med band, solosangere og et ca. 15 m/k stort kor. Jeg bliver aldrig den store gospelfan, men det var umuligt ikke at blive revet med af musikken og sangen, der netop som man troede, at nu kunne det ikke blive mere eksalteret hele tiden fik en tand mere. Men et par af Grundtvigs klassikere passer nu bedre til mit temperement...
Gospelshowet stod på i ca. 40 minutter, og da det var færdigt listede en del af turisterne af. Til gengæld kom den lokale befolkning stille og roligt dryssende ind. Fx ankom en ældre kvinde alene og satte sig nogle stole fra os. Hun sad stilfærdigt og græd og hurtigt kom en medarbejder fra kirken en og trøstede hende. Uagtet hvad man mener om kristendommen som trosretning og kirken som institution var dette bare en fin ting - at man kan gå i kirke og få lindret sin sorg.
Efter gospelseancen var færdig blev scenen overtaget af en prædikant, der utvivlsomt ville have gjort en anden bapitistpræst, Martin Luther King, stolt. Han var først færdig med sin prædiken ved 13-tiden, hvor folk fortsat kom dryssende, T og jeg var til gengæld ved at være kørt lidt trætte og jeg var ærligt talt lidt bekymret for hvor længe sådan en gudstjenste mon kunne vare, så vi listede stille og roligt ud af kirken, dog først efter at vi havde doneret 10 dollars til kirken.

Senere på eftermiddagen oplevede vi den såkaldt sorte musik i et anderledes afslappet udtryk. I en sidegade til 125th Street, der er et hovedstrøg i Harlem fandt vi en lokal restaurant der nærmest var en Kentucky Fried Chicken-kopi. Her spiste de lokale frokost, og jeg valgte en meget eksotisk ret, nemlig kyllingevinger og vaffel med sirup! Det smagte ikke dårligt, men skulle jeg komme forbi Harlem igen (og det håber jeg sørme sker en gang) vælger jeg nok en anden ret fra menukortet. Mens vi spiste kom en mand og sang nogle sange akkompagneret af et lille singback anlæg (eller hvad sådan noget nu hedder). Han sang Marvin Gayes "How sweet it is" og andre dejlige soulpopsange. Hans stemme havde en fin klang, slet ikke ulig Gayes ,og jeg er sikker på at Soulschock ville have kaldt ham "FANTASTISK" og Pernille Rosendahl ville have "elsket" ham. Og Remee ville lave en plade med ham. Selv nød jeg bare at lytte til en god sanger, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om at kylling og vaffel var en goumetoplevelse.