Da jeg i søndags for første gang siden jeg ved-ikke-hvornår lyttede til Siamese Dream, blev det mig hurtigt meget tydeligt, hvorfor jeg så godt kunne lide dem, dengang i 1993, da jeg var 21 år og på en gang spændt og pisseusikker på at skulle flytte hjemmefra og helt op til bonderøvsbyen Aalborg, hvor jeg netop var blevet optaget på danskstudiet. Min sindstilstand var på daværende tidspunkt nemlig temmelig hysterisk - selv om jeg måske ikke fremtrådte sådan udadtil - og netop hysterisk er også den stemning, der er i musikken, når jeg hører den i dag. Guitarerne støjer frydefuldt, Billy Corgans stemme lyder på en gang apatisk og aggressiv, og tempoet er skiftevis afdæmpet og fræsende.
Selv om jeg ikke længere er den helt store rockmand, var det et fedt genhør. Deres første plade, Gish, husker jeg også som god - havde fået den optaget på et kassettebånd (!). Efter Siamese Dream kom dender dobbelt-cd med Bullet with Butterfly Wings, men den fik jeg aldrig købt. Dengang var indkomsten jo SU, så jeg måtte være ret selektiv med , hvad der blev indkøbt. Og så lavede de Adore cd-en, hvor jeg ikke var særlig begejstret for single-foreløberen, hvor de ved gud brugte trommemaskine. For det var sgu da blandt andet de buldrende Led Zeppelin-inspirerede trommer, der i starten var en vigtig signatur for gruppen.
***
Jeg nåede også at se Smashing Pumpkins, da de turnerede med pladen. Det var på Loppen på Christiania, hvor de spillede med The Verve (der senere blev megastore med Urban Hymns-albummet) som opvamrning. Husker bestemt ikke koncerten som specielt god, hvilket nok både skyldtes, at jeg ikke kunne se noget som helst og at jeg havde indtaget en længere stribe Guldtuborg inden koncerten...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar