Musikåret 2014 - De bedste

DET STORE UDLAND
1: Damon Albarn: Everyday Robots
Jeg kunne og kan stadig godt lide Blur, og i særdeleshed britpop-trilogien Modern Life Is Rubbish, Parklife og The Great Escape.  Jeg stod lidt af på de efterfølgende albums og blev aldrig den store fan af Gorillaz og hvad Albarn ellers har været involveret i. Og jeg kan ligeså godt sige det allerede nu, som det er. Havde det ikke været for Spotify og Youtube, havde jeg næppe fået lyttet til Everyday Robots. Men det fik jeg heldigvis, og hvilken smuk samling afdæmpede, alvorlige men også livsbekræftende og fantasifyldt arrangerede sange, Albarn har fået lavet.

2: The New Pornographers: Brill Bruisers
For folk med en smule mere føling med den canadiske indiepop-scene end jeg, er The New Pornographers ikke et nyt bekendtskab - de har udgivet en håndful albums før Brill Bruisers, og medlemmerne har også spillet andre bands, som jeg heller ikke kender. Alt dette er jo egentlig ikke så vigtigt, og så alligevel, for har vi at gøre med en indie-supergruppe har de i hvert fald indfriet deres potentiale. Der er tale en omgang usædvanligt melodiøs musik med de skønneste vokal-arrangementer. For folk med hang til god pop er albummet uomgængeligt.

3: The War On Drugs: Lost In A Dream
Der er ikke så meget nyt under solen hos The War On Drugs, der stadig lyder som en blanding af Springsteen på en god dag, U2 omkring The Unforgetable Fire og det tyske krautrockband NEU! Jeg tænker, at det kunne være et skønt album at køre en lang biltur til, men jeg har jo ikke engang kørekort...

DK
1: Ukendt Under Andet Navn: Glade Dage i St.Vemod
Bag det mildest talt selvudslettende navn Ukendt... gemmer Henrik Olesen sig, som nogen måske kender fra Olesen-Olesen, hvor han sammen med storebror Peter udgav en række dårligt sælgende men anmelderroste album med Peters gode tekster i centrum. Efter et par ep'er, hvor jeg ikke helt synes, at Henrik udnyttede sit potentiale fuldt ud, udkom i år Glade Dage... med ordknappe tekster, yderst enkle melodier og en musik der synes inspireret af Brian Eno og tyske bands som NEU! og Kraftwerk. Jeg foreslog engang på Facebook genrebetegnelsen kraut-pop, og den har Henrik været så venlig at tage til sig. Albummet kan IKKE streames, men kan bestilles ved at skrive til  ukendtunderandetnavn@gmail.com Og nej, jeg får ikke procenter!

2: The Raveonettes: Pe'ahi
Og nu over til noget helt, helt andet, som de plejede at sige på lokalradioerne i 1980'erne.
Jeg har altid godt kunne lide Raveonettes, men også altid syntes, at de kunne lidt for retro-lækre i lyden og dermed lidt upersonlige. For det ikke skal være løgn lægger Pe'ahi ud med en åbenlys Doors-reference. Det swinger selvfølgelig vildt godt, og albummet som helhed er mere elektronisk og mere kantet end man er vant til at høre fra dem.  Det er med andre ord det album, hvor Raveonettes  for alvor har fået lagt afstand til deres forbilleder (især Jesus & Mary Chain) og alligevel i den grad lyder som Raveonettes.

3: Love Shop: Kærlighed & Straf
Det er ret simpelt. Årets Love Shop-album er det bedste, de har lavet i mange år. Jeg er en af de mange, der har haft det lidt ambivalent med, at Jens Unmack fortsatte under Love Shop-navnet, da både Hilmer og Henrik (I ER SAVNET) forlod denne jord. Kærlighed og Strafs mange stærke sange er det enkle svar på, hvorfor Love Shop har fin relevans i 2014.