onsdag den 7. marts 2012

Forsinket Tirsdags Top 3 - Bemærkelsesværdige ord

Det meste af i går tilbragte jeg i en mild sygdomsrus på sofaen med TV2 News kørende på vores billige fladskærm. Og denne dovne dags fjernsynskikning har inspiretet til listens #3 og #2.

#3 Rygekabine
En af dagens helt store nyheder var historien om at den gode Lars Løkke havde brugt ca. 150.00 kr. "af skatteydernes penge" på at leje en rygekabine til sit ministerkontor. Nu går "skatteydernes penge" jo til mange mærkværdige ting, fx jyske motorveje og Hjemmeværnet, så fred være med de håndører, tænker jeg. Men hele hykleriet er intet mindre end ækelt. Offentligt ansatte har i mange år ikke måtte ryge indendørs på deres arbejdspladser, og på det seneste har en række kommuner fået den, for arbejdsglæden sandsynligvis temmelig uheldige ide, at medarbejderne skal flekse ud, når de skal have sig et skud velfortjent nikotin. Men på den arbejdsplads, der burder være den mest offentlige af alle i hele landet, Christiansborg, gælder selvfølgelig særregler. Og selv om jeg, som skrevet, ikke har det store problem med den økonomiske del af sagen, kunne Løkke & co have fået mange rygestopkurser og livslange forbrug af nikotintyggegummi for pengene...

#2 Kendispusher
I mit absolutte nabohood, nemlig i en ejendom på den herligt trashede Rentemestervej blev en mand skudt i går morges. Hen på aftnen tjekkede jeg eb.dk (Ekstra Bladets hjemmeside), hvor en overskrift kaldte den afdøde mand for "Kendispusher". Et originalt ord, tænkte jeg, men ved nærmere omtanke er det vel lidt upræcist. Meningen var at han havde dealet drugs til kendte, men man forestiller sig snarere, at han rent faktisk  "pusher" kendte. Da vi lever i en tid med sindssygt mange kendte ville det give fin mening. Hvis man savnede et par gode gæster til sin fest, kunne kendispusheren levere L.O.C. og Helena Christensen, hvis pengepungen var i orden, og måske Amalie & Peter vis budgettet var lidt skrabet.

#1 Speltkusse
A pro pos det efterhånden temmeligt udvidede kendisbegreb, der hersker i 2012, har en blogger med pseudonymet Bethany Hansen i de seneste måneder tiltrukket sig opmærksomhed i ALLE medier fra Information til Se & Hør (sidstnævnte omtaler den gæve Bethany som kendisblogger...). Og det er de kendte, der primært står for skud, når Bethany svinger den verbale Fernet Branca-flaske. Personligt synes jeg nu, at hendes bedste bidrag til den offentlige debat er opfindelsen af ordet "speltkusse". Vi lever i en tid, hvor fx et uskyldigt stykke hvidt toastbrød dæmoniseres så man skulle tro, at det var en vare, som ovennævnte kendispusher handlede med. Derfor er "speltkusse" så fed en metafor (og det er jo bare en metafor, for helvede), der på morsom vis latterliggør drømmen om den perfekte kost, der holder kvinder i alle aldre sunde og slanke.

Ingen kommentarer: