2400 NV (1)

I går var jeg kun lige cyklet ind på Frederikssundsvej (og dermed officielt kommet ind i 2400 NV), da jeg så en lokal akrobatisk specialitet udfolde sig, nemlig øldrikning på cykel. Jeg har efterhånden boet en del steder i København, men det er kun herude i Nordvest, at jeg har set folk præstere at cykle og drikke øl på én og samme tid. I går var udøveren af disciplinen dog så fornuftig, at han – måske af sikkerhedsmæssige årsager - havde valgt at indtage en dåseøl. Til gengæld var der tale om en Elefantøl…

Hang the DJ

I nat dj'ede jeg en smule til en god vens bryllup. Var blevet lidt for vissen til at have helt styr på teknikken, men selv i ædru tilstand havde jeg næppe haft styr på de sager. Well, musikken er jo det vigtigste og her er hvad jeg trakterede med:

Echo & The Bunnymen: Lips like sugar
The Smiths: Panic
Elvis Presley: Suspicious minds
Blondie: Heart of glass
The Clash: Rock the cashbah
The Charlatans: The only one I know
New Order: Bizarrre love triangle
Depeche Mode: Photographic

Müsli og Marinerede sild

I søndags var jeg endnu en gang inviteret til fødselsdagsbrunch, og jeg indrømmer uden at rødme særlig meget, at jeg åndede lettet op, da værten dagen før måtte aflyse pga. sygdom.
Jeg synes nemlig, at brunch er en kulinarisk bastard af de mindre heldige. Men jeg har opdaget, at det ikke at elske brunch faktisk er lige så kontroversielt at mene, som det er at mene at det er ærgerligt, at George Bush ikke kan blive genvalgt… Jeg vil dog insistere på, at brunchen er et vulgært måltid. Forklaring følger.

Overordnet er der to udgaver af brunchen: Brunchtallerkenen, som enhver cafe med respekt for sig selv (eller måske snarere mangel på samme) har på menukortet. Og brunchbuffeten. Sidstnævnte har jeg i den seneste tid ofte været udsat for, både på cafeer og hjemme hos folk. Og her er der jo ikke grænser, hvad der bliver sat på bordet: Klassiske morgenmadsprodukter som yoghurt, havregryn corn flakes, musli m.m. Diverse brød, rundstykker, croissanter, rugbrød. Pålæg og ost i diverse varianter, røræg, kogte æg, pølser, bacon. Frugt. Pandekager med sirup. Frugtjuice, kaffe og the. Og der er sikkert en masse jeg har glemt. Til gengæld glemmer jeg aldrig en brunchbuffet på en kro på Vestsjælland (men her var vi altså meget langt ude på landet), hvor man sågar havde stillet marinerede sild på bordet! Det er som om kulturer omkring disse buffeter er, at der ingen kultur er. Yoghurt og bacon. Røræg og musli. Smagssammensætninger som selv en kok med hang til fusionskøkkenet næppe vil bifalde. Men brunchbuffet er absolut ikke et måltid, der er skabt af eksperimenterende gastronomer. Det er en buffet, hvor der intet må mangel, hvilket som oftest betyder, at kvaliteten af de forskellige ingredienser er tvivlsom.

Men ligeså irriteret som jeg kan blive på selve måltidets uafgrænsede indhold, er jeg på det tidspunkt, man bliver inviteret til brunch på. Som regel er det ved 11-tiden. Og når man som jeg hverken er udpræget a- elle b-menneske betyder det, at man får dagen temmelig smadret. Der er nemlig ikke rigtig nogen kultur for, hvornår man kan tillade sig at forlade disse bruncharrangementer. Som regel trækker de ud til hen på eftermiddagen, hvilket betyder, at det meste af en lørdag eller søndag er gået med at sidde og bælle juice og spise yoghurt med bacon, mens man i sit stille sind sidder og drømmer om, at værten i stedet havde budt på et par gedigne stykker smørrebrød og en stribe kælderkolde pilsnere.

Dagdrøm om NV

Har hele dagen haft en stilfærdig dagdrøm om at stå på den trøsteløse Tomsgårdsvej herude i NV og bare se de gule HT-busseer (der ikke længere hedder HT-busser) passere forbi i regnvejret.

Mig & Bob

Min Facebookven, Jakob, skrev i går på sin statuslinje i sin Facebookprofil, at han kun havde lyttet til Bob Dylan i de seneste dag. Og så var det, at jeg endnu en gang kom til at tænke på mit eget problematiske forhold til samme mand. Altså ikke Jakob, men Bob D. Tror at det skyldes den forgudelse som den såkaldte 68-generation har udsat den sagesløse mand for. Indtil for nylig var samtlige kultursektioners forsider ryddet, når Bob m. band kikkede forbi landet (men på det seneste har han været så meget i Danmark, at selv de mest garvede kulturjournalister har måttet holde pause fra essayskrivningen om ham). Min ambivalens bunder nok i, at jeg ikke er nogen ”tekstmand”. Jeg holder af en god melodi, et fængende riff og en god produktion, hvad enten den er vellydende eller skramlet. Men Bob skal tydeligvis primært høres pga. teksterne, som en hel generation altså har ophøjet til verdenskunst.
For nylig købte jeg Time out of mind, hvor jeg i særdeleshed holder af lyden på åbningsnummeret Sick of love. Men ellers har jeg altså svært ved at klare længere doser med onkel Bobs snøvlen ledsaget af musik, der er lige en tand for rootsbaseret efter min smag. Har dog en fornemmelse af, at jeg går glip af et eller andet. Måske nogen kan fortælle, hvordan man kan omvende en Bob-skeptiker?

Mere begyndelse

Skal lige blive fortrolig med denneher blog-ting. Og, ja. Jeg er blevet blogger flere år efter, at det var hipt. Holder nu ikke desto mindre meget af mediet. Håber at venner, bekendte eller blot tilfældigt besøgende får noget ud af at læse om verden set fra 2400 NV, hvor jeg bor med dejlig kæreste, rod, en stor pladesamling + et stk defekt grammofon, medlemskab af to fagforeninger, fire altaner, nul børn o.m.a.

Begyndelse

Dette er min blogs allerførste ord. Flere følger.