lørdag den 30. marts 2013

Ølhunden glammer

Hunden (er ikke hunderace-ekspert) Oluf fotograferet til den årlige familiepåskeforkost.

torsdag den 28. marts 2013

Hipsterne i Nordvest

Hipsterne i Nordvest er benhårde, hardcore hipstere.
Hipsterne i Nordvest har ikke fjollede overskæg som hipsterne på Vesterbro. De har derimod flotte, frodige fuldskæg.
Hipsterne i Nordvest går i smalle, mørke jeans og stilsikre sneakers.
Hipsterne i Nordvest studerer Film- og medividenskab på KUA eller Performence Design på RUC. Tror jeg.

onsdag den 27. marts 2013

8 måneder

Du kan brokke dig højlydt over absolut ingenting og flirte med ældre mænd på Nørrebrogade.
Du kan smage forskel på frugtgrød og brocolli og ved godt, hvad du foretrækker.
Du kan møve dig bagud rundt i voldsomt tempo og lokalisere din sut i søvne.
Og nu er formiddagsluren slut og husfreden brudt.

fredag den 22. marts 2013

Brev fra banken

Banken lukker og sender sjofle breve til sine kunder:
Banken nede på hjørnet er lukket og nærmeste filial med kassebetjening ligger nu i Langbortistan. Det koster fremadrettet 1000 kr. i gebyr at hæve penge i kassen, til gengæld kan du ganske gratis ringe til vores telefonsvarer. Alt dette gør vi for at optimere vores service. Hav en fortsat god dag.

tirsdag den 19. marts 2013

Yndlingsaversionen overrasker

Jeg har mildest talt aldrig været den store Kashmir-fan. Selv om jeg mest var til Psyched Up Janis, da grungebølgen med kun en lille smule forsinkelse rullede over landet i begyndelsen af 1990'erne, havde jeg det egentlig ok med Kashmirs dygtigt spillede funkrock. Faktisk blev det først for alvor problematisk, da Eistrup og co lavede "The Good Life". Der var tale om Radiohead-light og Eistrup sang überselvhøjtideligt. Men albummet blev et kommercielt gennembrud og betragtes som en klassiker i dansk rock. Ifm næste album, Zitilites, blev der gudhjælpemig lavet en hel film om dets tilblivelse. Så vidt jeg husker handlede den en del om at Kasper Eistrup ledte efter inspiration og jeg tænkte at han kunne gøre i hvert fald mig en tjeneste ved at skifte erhverv, hvis han alligevel ikke vidste, hvad han havde på hjertet. Kashmir lukkede dog ikke biksen og fik sågar selveste David Bowie til at gæsteoptræde på det efterfølgende album, hvor de numre jeg husker var mere støjrock-orienterede, hvilket var et fremskridt, men rigtigt fedt blev det ikke. Trespassers udkom for et par år siden, og det jeg hørte var den sædvanlige omgang selvhøjtidelige klynk, men var som sædvanlig en stor begivenhed i rock Danmark. Igen blev albummet ledsaget af historier om Eistrups jagt på inspiration, der så vidt jeg hukser havde ført ham til et længere eksil på en svensk ødegård... Jeg havde altså ingen intention om at høre blot en strofe fra det nye Kashmir-album, hvis det kunne undgås. Da en af mine Facebookvenner, den glimrende musikjournalist og -forfatter, Jan Poulsen, skrev et par meget pæne ord om deres nys udkomne album, besluttede jeg at give singlen Seraphina én chance. Og nu er jeg gået hen og blevet meget begejstret. Produktionen er langt luftigere end Kashmir classic, Eistrup tager hele og ikke halve chancer med sin vokal; sangen er ikke en klassisk ørehænger men meget iørefaldende - ikke helt ulig hvad Mew præsterede på deres første albums. Lyt til den her.

tirsdag den 12. marts 2013

Babyrim

Hirsegrød og øllebrød og lasagne på glas.
Ligger godt i bleen - det mobile das.

torsdag den 7. marts 2013

Guilty Pleasure

Produktion  er alt for mainstream efter min smag, den akustiske guitar i starten af nummeret synes planket fra Oasis "Wonderwall", stemmen irriterer mig en smule og teksten er ikke stor poesi, men fungerer dog. Alligevel er det altså en fejende flot popsang - Rasmus Walters Endeløs.

tirsdag den 5. marts 2013

Mikroverden

Vi hænger ud på Utterslev Torv. Jeg spiser den medbragte madpakke og lytter til den blide trafikstøj og betragter en hundeluftende mand med cowboyhat, der professionelt tjekker om der gemmer sig pant i skraldespanden. Du ligger i din barnevogn og får en tidlig eftermiddagslur. Jeg tænker at du er i din egen mikroverden, men det er vist det, man inden for psykologien kalder en projektion (bortset fra at der jo ikke er noget galt med at være i en mikroverden). For for dig må verden synes så uendelig stor, mens jeg jo tøffer rundt i min egen lille Nordvest-verden.