Mindre formynderi
Mere frihed
Mere Fællesskabsfølelse
Mindre fattigdom
Mindre brok
Mere blåbærkage
Godt Nytår!
lørdag den 31. december 2011
torsdag den 29. december 2011
Torsdags Top 5 - Hyldest til en stor fortæller
Juledagene har været tilbragt i særdeles godt selskab. Min storebror var så elskværdig at give mig Niels Skousens erindringer Herfra hvor jeg står i julegave. Jeg er nået mere end halvvejs, og der er foreløbig tale om en 6-stjerne læseoplevelse. Skousen skriver i en nøgtern stil med detaljerige, men aldrig kedelige, beskrivelser af en ikke uproblematisk barndom, som søn af en tysk danselærer (det var ikke så fedt at have en tysk mor i årene efter 2. verdenskrig) og en far, der skred med en anden kvinde. Hvis man tror, at man skal læse en omgang hippieerindringer, kan man delvist tro om, for der går langt over 100 sider, før den første chillum bliver tændt, men derefter bliver der også røget igennem.
Bogen kan måle sig med niveauet af Skousens allerbedste sange, som i min bog er:
1) Lyt til coach
2) Det sker
3) Dobbeltsyn
4) Herfra hvor vi står
5) Go'aften Danmark
Bogen kan måle sig med niveauet af Skousens allerbedste sange, som i min bog er:
1) Lyt til coach
2) Det sker
3) Dobbeltsyn
4) Herfra hvor vi står
5) Go'aften Danmark
søndag den 25. december 2011
Amy Winehouse i Hillerød og Himlen
Det er førstejuledags formiddag i min mors lejlighed i Hillerød. I min storebrors ipod, der skratter som en gammel transistorradio, synger Amy Winehouse The Blues. Jeg tænker, at Amys mor og far sikkert savner deres datter, selv om jeg ikke tror, at hun var typen, der tilbragte mange juledage hjemme i sofaen hos mor og far med christmas pudding og en hyggelig serie i tv.
tirsdag den 20. december 2011
Mixtape 2011
Hvis jeg nu skulle blande et bånd (og det kunne være da virkelig være old school) til en sød veninde eller god ven med hvad jeg har lyttet til i 2011 ville det indeholde følgende sange:
1:Baby Woodrose: Somone til love (fra Chasing Rainbows, 2007)
Et godt åbningsnummer. Jeg har allerede skrevet hvorfor jeg er blevet så glad for Lorenzo og co.
2: Emma Acs: Yoko (Fra Champagne, 2011)
Sød, sjov, charmerende
3: Death in June: All pigs must die (fra All pigs must die, 2001)
Death In Junes forsanger og eneste gennemgående figur gennem en lang karriere er en homoseksuel sanger med stor passion for symboler fra Det Tredje Rige! Dette nummer er en meget skæv popperle inden for genren neo folk. Lyder det obskurt? Det er det også, men det er også originalt og fedt!
4: John Grant: Leopard and Lamb (fra Queen of Denmark, 2010)
Via divesre årslister for bedste album 2010 opdagede jeg John Grants smukke samling 1970'er inspirerede sange, der næsten alle kredser om glæder og ikke mindst sorger og besvær med at springe ud og leve som bøsse. Queen of Denamrk er et af de albums jeg har lyttet mest til i år.
5: Midlake: Head Home (fra The Trials of Van Occupanther, 2006)
Det var bandet der fik lokket John Grant til at indspille Queen.. og de fungerer som backingband på albummet. Og så fik man jo også glæde af at stifte bekendtskab med Midlake. "Head Home" lyder som Fleetwood Mac i deres velmagtsdage - og det er ment som en ubetinget ros!
6: R.E.M: Überlin (fra Discover, 2011)
Deres bedste sang i mange år. Vi takker for en flot karriere og en masse smukke sange.
7: I Got You On Tape: Church of the Real (fra Church of the Real, 2011)
Noget skummelt og smukt er på spil på én og samme tid i denne sang, selve albummet levede desværre ikke helt op til det forrygende titelnummer.
8: Elbow: Lippy Kids (fra Built a Rocket Boys, 2011)
Dejligt at opdage Elbow. Stadionrock med stil. Bono og co kan trygt abdicere.
9: War on Drugs: Brothers (fra Slave Ambient, 2011)
Sangeren har lyttet til Tom Petty og Bob Dylan, bandet har lyttet til U2 og shoegazer. Det hele mixes til en yderst velsmagende og elegant cocktail, som dog skal nydes ikke alt for store doser.
10: Rihanna featuring Calvin Harris: We found love
Jeg overgiver mig - dette er en helt forrygende popsang (og dem har Rihanna i det hele taget lavet en del af)
PS. Jeg har ikke rigtig fået lyttet til P.J. Harveys seneste album, men når I alle sammen siger, at det er så godt, er jeg utvivlsomt gået glip af noget. Men så har jeg jo det til gode...
1:Baby Woodrose: Somone til love (fra Chasing Rainbows, 2007)
Et godt åbningsnummer. Jeg har allerede skrevet hvorfor jeg er blevet så glad for Lorenzo og co.
2: Emma Acs: Yoko (Fra Champagne, 2011)
Sød, sjov, charmerende
3: Death in June: All pigs must die (fra All pigs must die, 2001)
Death In Junes forsanger og eneste gennemgående figur gennem en lang karriere er en homoseksuel sanger med stor passion for symboler fra Det Tredje Rige! Dette nummer er en meget skæv popperle inden for genren neo folk. Lyder det obskurt? Det er det også, men det er også originalt og fedt!
4: John Grant: Leopard and Lamb (fra Queen of Denmark, 2010)
Via divesre årslister for bedste album 2010 opdagede jeg John Grants smukke samling 1970'er inspirerede sange, der næsten alle kredser om glæder og ikke mindst sorger og besvær med at springe ud og leve som bøsse. Queen of Denamrk er et af de albums jeg har lyttet mest til i år.
5: Midlake: Head Home (fra The Trials of Van Occupanther, 2006)
Det var bandet der fik lokket John Grant til at indspille Queen.. og de fungerer som backingband på albummet. Og så fik man jo også glæde af at stifte bekendtskab med Midlake. "Head Home" lyder som Fleetwood Mac i deres velmagtsdage - og det er ment som en ubetinget ros!
6: R.E.M: Überlin (fra Discover, 2011)
Deres bedste sang i mange år. Vi takker for en flot karriere og en masse smukke sange.
7: I Got You On Tape: Church of the Real (fra Church of the Real, 2011)
Noget skummelt og smukt er på spil på én og samme tid i denne sang, selve albummet levede desværre ikke helt op til det forrygende titelnummer.
8: Elbow: Lippy Kids (fra Built a Rocket Boys, 2011)
Dejligt at opdage Elbow. Stadionrock med stil. Bono og co kan trygt abdicere.
9: War on Drugs: Brothers (fra Slave Ambient, 2011)
Sangeren har lyttet til Tom Petty og Bob Dylan, bandet har lyttet til U2 og shoegazer. Det hele mixes til en yderst velsmagende og elegant cocktail, som dog skal nydes ikke alt for store doser.
10: Rihanna featuring Calvin Harris: We found love
Jeg overgiver mig - dette er en helt forrygende popsang (og dem har Rihanna i det hele taget lavet en del af)
PS. Jeg har ikke rigtig fået lyttet til P.J. Harveys seneste album, men når I alle sammen siger, at det er så godt, er jeg utvivlsomt gået glip af noget. Men så har jeg jo det til gode...
onsdag den 14. december 2011
Coolness i provinsen
En af mine helt store heltinder, forfatteren Helle Helle, fylder år i dag. Hermed min top 3 over hendes bøger:
1) Ned til hundene
2) Rødby-Puttgarden (hvilken fremragende romantitel!)
3) Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (hvilken fremragende romantitel!)
1) Ned til hundene
2) Rødby-Puttgarden (hvilken fremragende romantitel!)
3) Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (hvilken fremragende romantitel!)
mandag den 12. december 2011
Brd. Price anmeldelse
Som mange andre danskere er også jeg blevet fan af de to joviale Price-brødre. Jeg gætter på, at deres popularitet bl.a. skyldes, at det rammer et eller andet i tiden. Alt er blevet så puritansk; ryges må der ingen steder mere, der er kommet en såkaldt fedt-skat, og Sundhedsstyrelsen advarer mod blot, moderat drukkenskab. Pudsigt nok er der samtidig sket det, at madprogrammerne på tv går i den stik modsatte retning. Det er ikke så mange år siden, at madprogrammer på tv var identisk med, at Anne Larsen lavede "fedtudrivelse" for åben skærm. Men nu hitter Det søde liv og ikke mindst Price-brødrene og deres mantra "Rigeligt smør".
Hvorvidt brødrenes eget restaurantkoncept holder måtte prøves, tænkte jeg for nylig. Og hvad var mere naturligt end at give min kære hustru T en habil adventsgave og invitere hende hen på brødrenes nyåbnede restaurant på Rosenborgsgade nær Nørreport station?
Da lillebror Adam Price jo selv indtil for ganske nylig var madanmelder på Politiken (og en både velskrivende og venlig en af slagsen, synes jeg) er det på sin plads, at x-anmelderens mad restuarant bliver anmeldt. Så det gør jeg hermed - med kyndig assistance fra T. Med det samme vil jeg gøre opmærksom på, at vi hvis vi skule lege "rigtige" anmeldere skulle vi selvfølgelig have prøvet flere retter på menukortet.
Jeg havde bestil bord i Spisekøkkenet, hvor man bliver bænket ved 2-mandsborde med ganske kort afstand til nabobordet. Hurtigt kom der et dejligt lille surdejsbrød bagt i en lille kageform på bordet. Det smagte virkelig godt, men vi var jo ikke kommet for at spise os mætte i brød. Et tilbud om en doggybag til brødet er hermed foreslået!
Vi droppede forret (vi elsker begge dessert og af bitter erfaring ved vi, at der ikke alttid er plads til en sådan, hvis man både har konsumeret for- og hovedret). I stedet nuppede vi et par snacks. Vi fik en omgang nyskåret Skagenskinke. Jeg har altid synes, at det var lidt krukket med at knytte lokalitet til produkt, jeg mener, vi skal jo ikke konversere med skinken. Men godt smagte den. Skåret i ikke for tykke skiver. Man kunne måske godt have brugt et eller andet syrligt til. Som anden snack nuppede vi nemlig en gang brødfritter med brandadmayo (hvidløg, smagte den skønne mayo af). Brødfritter var en præcis varebetegnelse, de var yderst frittede - på den gode måde. T synes dog, at der var lídt "Berliner" over smagen. Jeg fik mig en lille Jacobsen på fad til. Og det var absolut en øl-egnet snack. T fik sig en Hindbærbrus fra Ørbæk. En sodavand, der smagte af hindbær og ikke e-numre.
Til hovedret valgte vi begge en gang Steak Frites. Tjeneren spurgte, hvilken sauce vi ville have, da vi bestilte maden. Men saucen dukkede først op en 5-10 minutter efter at bøffen var blevet serveret. Og den salat vi havde bestilt, havde han helt glemt. Noget af et kiks, men det skal der bestemt være plads til i en nyåbnte restaurant, hvor alle rutiner forståeligt nok ikke er helt på plads endnu (betjeningen var i øvrigt høflig og venlig hele vejen igennem). Værre var det at vores bøffer ikke var særligt møre. De så ellers indbydende ud, havde en fin stegeskorpe og en flot fedtkant. De var også velsmagende nok. Men Ts bøf var for rød, selv om vi udtrykkeligt havde bedt om at få den stegt medium. Og altså ikke ordentlig mør - indimellem nærmest gummiagtig. Min blev dejlig mør, da jeg nåede halvvejs. Der var grøn kryddersmør til bøffen - af hvilke krydderurter blev vi ikke kloge på.
Fritterne var hjemmegjorte og helt om de skulle være. Bearnaisen havde efter min smag den rette balance af fedme og syrlighed - T synes den var for syrlig. Den lille skål grøn salat, som var vendt i en vinegrette, var frisk og velsmagende.
Da jeg ytrede, at jeg mest var til lette vine (den helt store vinkender blir jeg aldrig) anbefalede tjenrene et glas bourgogne. Jeg skulle nok have kastet mig ud et eller andet mere potent. Men sådan er der så meget. T fik en hyldeblomst-saft fra Ørbæk. Skulle der ske det, at jeg engang skulle ryge på vandvognen (Gud forbyde det), er det godt at vide, at Ørbæk laver lækker soda- og saftevand!
Inden desserten bestilte jeg en espresso, der var lige en tand for bitter.
Vi delte 2 desserter. Bedst var "Dagens sorbetter og iscremer". Iscremerne var netop dejligt cremede, det blev desværre ikke oplyst, hvad der var i. Det gode var heldigvis, at de smagte af af de råvarer, vi gætter på der var brugt. Nemlig vanille og hasselnødder og muligvis nougat. Sorbeterne havde også den helt rigtige konsistens, der var hhv. en hindbær, og en syrlig, formodentlig grapefrugt. Denne dessert var indiskutabelt aftnens bedste ret. Desuden valgte vi en citrontærte med karameliseret marengs. Flot så den ud, men bunden var for tyk, og laget af marengs for dominerende i smagen, så citronsmagen slet ikke kom til sin ret.
Adam Price indfandt sig på restauranten mens vi gumlede på den ikke helt vellykkede bøf. Han agerede i en kort periode vært, men viede herefter (forståeligt nok) sin fulde opmærksomhed til en meget smuk kvinde, som han hang ud med over et glas boblevand i baren. Hvis vi skulle veksle et par ord med Adam Price, ville vi have fortalt, at der er 4 små kokkehuer og en lille anbefaling fra mig og T. Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve deres Bankekød med mos!
Hvorvidt brødrenes eget restaurantkoncept holder måtte prøves, tænkte jeg for nylig. Og hvad var mere naturligt end at give min kære hustru T en habil adventsgave og invitere hende hen på brødrenes nyåbnede restaurant på Rosenborgsgade nær Nørreport station?
Da lillebror Adam Price jo selv indtil for ganske nylig var madanmelder på Politiken (og en både velskrivende og venlig en af slagsen, synes jeg) er det på sin plads, at x-anmelderens mad restuarant bliver anmeldt. Så det gør jeg hermed - med kyndig assistance fra T. Med det samme vil jeg gøre opmærksom på, at vi hvis vi skule lege "rigtige" anmeldere skulle vi selvfølgelig have prøvet flere retter på menukortet.
Jeg havde bestil bord i Spisekøkkenet, hvor man bliver bænket ved 2-mandsborde med ganske kort afstand til nabobordet. Hurtigt kom der et dejligt lille surdejsbrød bagt i en lille kageform på bordet. Det smagte virkelig godt, men vi var jo ikke kommet for at spise os mætte i brød. Et tilbud om en doggybag til brødet er hermed foreslået!
Vi droppede forret (vi elsker begge dessert og af bitter erfaring ved vi, at der ikke alttid er plads til en sådan, hvis man både har konsumeret for- og hovedret). I stedet nuppede vi et par snacks. Vi fik en omgang nyskåret Skagenskinke. Jeg har altid synes, at det var lidt krukket med at knytte lokalitet til produkt, jeg mener, vi skal jo ikke konversere med skinken. Men godt smagte den. Skåret i ikke for tykke skiver. Man kunne måske godt have brugt et eller andet syrligt til. Som anden snack nuppede vi nemlig en gang brødfritter med brandadmayo (hvidløg, smagte den skønne mayo af). Brødfritter var en præcis varebetegnelse, de var yderst frittede - på den gode måde. T synes dog, at der var lídt "Berliner" over smagen. Jeg fik mig en lille Jacobsen på fad til. Og det var absolut en øl-egnet snack. T fik sig en Hindbærbrus fra Ørbæk. En sodavand, der smagte af hindbær og ikke e-numre.
Til hovedret valgte vi begge en gang Steak Frites. Tjeneren spurgte, hvilken sauce vi ville have, da vi bestilte maden. Men saucen dukkede først op en 5-10 minutter efter at bøffen var blevet serveret. Og den salat vi havde bestilt, havde han helt glemt. Noget af et kiks, men det skal der bestemt være plads til i en nyåbnte restaurant, hvor alle rutiner forståeligt nok ikke er helt på plads endnu (betjeningen var i øvrigt høflig og venlig hele vejen igennem). Værre var det at vores bøffer ikke var særligt møre. De så ellers indbydende ud, havde en fin stegeskorpe og en flot fedtkant. De var også velsmagende nok. Men Ts bøf var for rød, selv om vi udtrykkeligt havde bedt om at få den stegt medium. Og altså ikke ordentlig mør - indimellem nærmest gummiagtig. Min blev dejlig mør, da jeg nåede halvvejs. Der var grøn kryddersmør til bøffen - af hvilke krydderurter blev vi ikke kloge på.
Fritterne var hjemmegjorte og helt om de skulle være. Bearnaisen havde efter min smag den rette balance af fedme og syrlighed - T synes den var for syrlig. Den lille skål grøn salat, som var vendt i en vinegrette, var frisk og velsmagende.
Da jeg ytrede, at jeg mest var til lette vine (den helt store vinkender blir jeg aldrig) anbefalede tjenrene et glas bourgogne. Jeg skulle nok have kastet mig ud et eller andet mere potent. Men sådan er der så meget. T fik en hyldeblomst-saft fra Ørbæk. Skulle der ske det, at jeg engang skulle ryge på vandvognen (Gud forbyde det), er det godt at vide, at Ørbæk laver lækker soda- og saftevand!
Inden desserten bestilte jeg en espresso, der var lige en tand for bitter.
Vi delte 2 desserter. Bedst var "Dagens sorbetter og iscremer". Iscremerne var netop dejligt cremede, det blev desværre ikke oplyst, hvad der var i. Det gode var heldigvis, at de smagte af af de råvarer, vi gætter på der var brugt. Nemlig vanille og hasselnødder og muligvis nougat. Sorbeterne havde også den helt rigtige konsistens, der var hhv. en hindbær, og en syrlig, formodentlig grapefrugt. Denne dessert var indiskutabelt aftnens bedste ret. Desuden valgte vi en citrontærte med karameliseret marengs. Flot så den ud, men bunden var for tyk, og laget af marengs for dominerende i smagen, så citronsmagen slet ikke kom til sin ret.
Adam Price indfandt sig på restauranten mens vi gumlede på den ikke helt vellykkede bøf. Han agerede i en kort periode vært, men viede herefter (forståeligt nok) sin fulde opmærksomhed til en meget smuk kvinde, som han hang ud med over et glas boblevand i baren. Hvis vi skulle veksle et par ord med Adam Price, ville vi have fortalt, at der er 4 små kokkehuer og en lille anbefaling fra mig og T. Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve deres Bankekød med mos!
søndag den 11. december 2011
fredag den 2. december 2011
Årets koncert
Peter Hook kom nogle få minutter for sent til interviewseesion med Martin Hall på Hovedbiblioteket i København. Grunden var at lydprøven til aftnens koncert havde trukket ud. Og det lod sig høre. For hold kæft hvor spillede Peter Hook & the Light bare fantastisk, da de opførte hele Joy Divisions Unknown Pleasures album samt et generøst udvalg af andre klassikere fra JD-kataloget.
Gaffa-skribenten Anders Reuss er indiskultabelt bedre til at skrive om musik end undertegnede, så jeg tillader mig at linke til hans anmeldelse her. Jeg kan tilslutte mig stort set alt, hvad Reuss skriver. Blot ville jeg klart give 5 ud af 6 stjerner.
Jeg var mildest talt ikke begejstret, da jeg i sin tid læste om Hookys projekt, det ville blive en bleg og pinlig kopi af originalen, var jeg overbevist om. Det var således i sidste øjeblik at jeg sammen og min gamle ven Jesper (med hvem jeg på fanatisk vis har dyrket New Order og Joy Divison igennem efterhånden over 23 år), besluttede, at vi da skulle ind og høre Hall interviewe gode gamle Hooky - og så måtte vi jo hellere også dukke op til koncerten. Hooky viste sig som en lun, sympatisk gentleman i intervew-situationen. Han påpegede, at han jo bare ønskede at komme ud og spille nogle fantastíske sange, der fortjente at blive spillet. Og det blev de så, og det med en intensitet og spilleglæde, der lynhurtigt forplantede sig til publikum, så vi vist allesammen gik opløftede hjem fra Amager Bio.
P.S. Denne signatur er i øvrigt at finde i front på det første billede i denne reportage.
Gaffa-skribenten Anders Reuss er indiskultabelt bedre til at skrive om musik end undertegnede, så jeg tillader mig at linke til hans anmeldelse her. Jeg kan tilslutte mig stort set alt, hvad Reuss skriver. Blot ville jeg klart give 5 ud af 6 stjerner.
Jeg var mildest talt ikke begejstret, da jeg i sin tid læste om Hookys projekt, det ville blive en bleg og pinlig kopi af originalen, var jeg overbevist om. Det var således i sidste øjeblik at jeg sammen og min gamle ven Jesper (med hvem jeg på fanatisk vis har dyrket New Order og Joy Divison igennem efterhånden over 23 år), besluttede, at vi da skulle ind og høre Hall interviewe gode gamle Hooky - og så måtte vi jo hellere også dukke op til koncerten. Hooky viste sig som en lun, sympatisk gentleman i intervew-situationen. Han påpegede, at han jo bare ønskede at komme ud og spille nogle fantastíske sange, der fortjente at blive spillet. Og det blev de så, og det med en intensitet og spilleglæde, der lynhurtigt forplantede sig til publikum, så vi vist allesammen gik opløftede hjem fra Amager Bio.
P.S. Denne signatur er i øvrigt at finde i front på det første billede i denne reportage.
Abonner på:
Opslag (Atom)
