Krautrock i Nordvest

Nogen gange tror man ikke sine egne øjne: På min seneste søndagsgåtur slog jeg et slag forbi Gravervænget. Jeg hørte for noget tid siden en udmærket radioudsendelse om Nordvest, hvori det blev fortalt, at Københavns Kommune i 1980'erne anviste lejligheder til byens psykisk syge på netop Gravervænget, fordi der på denne gade udelukkende lå små ét-værelseslejligheder. Dette medførte en masse støj og uro i kvarteret, og det har næppe været det mest behagelige sted at bo, hvis man har haft sin nattesøvn kær... For enden af Gravervænget er det en gangtunnel, og på betonen over tunnellen spottede jeg i søndags en helt særlig graffiti. Med sorte bogstaver (skrevet med rigtig maling - ikke spray - så det ud til) og på en baggrund af en meget falmet rød maling stod der NEU! Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig andet end, at graffitien refererer til det tyske krautrockband af samme navn. NEU! udgav i 1970'erne en række albums med monoton, fans ville sige hypnotisk, instrumental rockmusik. Jeg har siden i søndags gået og grublet over, om det mon har været en lokal, lettere forstyrret, fan der har været på spil helt tilbage fra dengang, at gaden var psychoslum? I hvert fald så graffitien ud til at have en del år på bagen.

Hardcore amatørfotograf ll

Hardcore amatørfotograf

Professoren fra Ålekistevej del lll

Da jeg i går alligevel havde et ærinde ude i Vanløse måtte jeg selvfølgelig lige hen og tjekke, hvordan det stod til henne på Ålekistevej 231, hvor den fantastiske professor Adams (kendt af denne blogs trofaste læsere), som bekendt har til huse. Og jeg har sørme nyt at rapportere. For på en slags opslagstavle på selve villaen hang en reklametekst med samme ordlyd som i den gode gamle, hvor Professor Adams jo lover at kunne kurere såvel impotens som kærestesår. Den eneste - men ganske markante forskel var, at han nu kalder sig det, i mine ører, mere eksotiske navn, Professor Amara. Lad os håbe, at det bringer held og lykke både for professoren og ikke mindst hans patienter...

Pigerne på Brønshøj Torv

Da min far holdt tale til sin afskedsreception på Gyldendal, valgte han at citere en lettere enfoldig mand ved navn Henriksen, der havde arbejdet i en menneskealder på Gyldendal som kontorbetjent. Da Henriksen i sin tid gik på pension blev han spurgt, hvad han så ville få tiden til at gå med, hvortil han svarede, at han havde tænkt sig at sidde hver dag på Brønshøj Torv og kikke på piger. Min far syntes, det var så god en bemærkning, at han altså sluttede sin tale af med at sige, at han også ville sidde og kikke på damer på Brønshøj Torv... Tre måneder senere døde min far, og han nåede vist aldrig at komme forbi torvet. Men i morgen hvor jeg alligevel i embeds medfør skal ud til Bellahøj påtænker jeg efterfølgende at smutte en tur forbi bænken på Brønshøj Torv og se om Henriksen sidder der endnu.

I tidens toneklang

Som lekture til ferien havde jeg indkøbt Jan Poulsens bog "Something Rotten". Bogen omhandler den danske punk og nyrock- (eller hvad man nu skal kalde det: post punk, ny-rock, new wave...) kultur. Jan Poulsen har interviewet en lang række af de implicerede og nøjes ikke kun med musikken, men indrager også billedkunsten og poesien. Han har udformet bogen som en 350 sider lang citat-mosaik. Og der er tale om en usædvanlig grundig skildring. Tilmed er den også decideret morsom, fx. når denne eller hin person har opfattet en situation vidt forskellig eller når punk-ideologen Camilla Høiby siger sin uforbeholdne mening og fx kalder Sort Sol's optræden med Billedstofteatret, som alle andre husker tilbage på som fantastiske begivenheder, for "Kong Volmers røv!".
I denne ultramateralistiske tid vi lever i, er det tankevækkende at læse om punkens smukke do-it-yourself ideologi, hvor man selv fremstillede/syede sit tøj, lånte hinandens instrumenter, selv trykte flyers til koncerterne (den gang var der sgu ikke noget med en Facebook-invitation). Eller som Martin Hall en gang så rammende formulerede det "Hvis man ikke havde råd til instrumenter, spillede man bare på sit skrivebord".
Jeg er årgang 1972 og gik i legestue, da Sort Sol (dengang Sods) spillede hvad der regnes for den allerførste danske punk koncert på Rødovre Statsskole i 1977. Så jeg var ikke selv hverken øjen- eller ørevidne til den epoke, som Jan Poulsen beskriver. Gennem år og dag har jeg imidlertid fået lyttet til mange af plader (men desværre ikke så mange af kasettebåndene) fra dengang.
Min helt personlige top 10 over albums og sange fra epoken (med sporadiske kommentarer) er helt klart farvet af, at jeg er mere til romantisk ny-rock end den tidlige punks raw power.

1. Lars Hug/Søren Ulrik Thomsen: City Slang

2. Moral: And life is...
Mens det meste danske engelsksprogede pop- og rock både før og nu - i mine ører - halter efter sine udenlandske forbilleder, er her et album, jeg synes lyder forud for sin tid. Britisk drømmende pop fra slutfirserne og frem lyder jo som Moral-inspireret.

3. Kliche: Supertanker

4: Kliche: Okay Okay Boys
Stort set ligeså god som Supertanker og nummeret Oppenheims formiddag er en af de bedste danske pop/rocktekster, der nogensinde er skrevet.

5: Martin Hall: Eyes and hands (Åbningsnummeret fra lp'en Relief)

6: Sort Sol: Dagger and guitar

7: Ballet Mechanique: The icecold waters of the egocentric calculation
Da jeg og mine bedste venner Sten og Jesper skiftede "hold" fra Depeche Mode til Joy Division måtte vi høre min far om hvad den mest mærkelige plade han havde stående var. Og han var ikke i tvivl: Så vidt jeg husker var det hans gode ven, Torben, der havde foræret ham The icecold waters..., og vi tog i den grad Halls hysteriske hysteriske vokal og musikalske miks af tribale klange og smadret støjrock til os.

8: Under For: Free force structure

9: Sort Sol (Sods): Marble station

10. TV2: Fantastiske Toyta (titelnummeret fra lp af samme navn)
Steffen Brandts udtryksløse vokal, det fornemme, helt enkle guitarspil (hvor spillede han ikke altid på den måde?) og omkvædet der bare består af ordene Fantastiske Toyota gentaget (igen og igen) er übercool musik i mine ører. Er dog ikke helt sikker på at punkideologerne Camille Høiby og Jesper Reisinger ville give mig ret.

Det kan varmt anbefales

Det kan varmt anbefales: At sidde i en godt opvarmet stue og høre P1, der sendes med 4 timers forsinkelse. At kikke ud af vinduet og se sneklædte fjelde og en ensom tv-antenne, der bringer hele verden til Nuuk.

Nuuk City

Det sner her i Nuuk, og det i en sådan grad, at det ville være breaking news i Danmark. Men Nuuk er kun 1/2 dansk. Overalt er der skilte på både grønlandsk og dansk. Fx "skadestue" og et ord der formodentlig betyder det samme på grønlandsk og har ca. 34 bogstaver.

***

I går var jeg nede i hospitalets cafeteria, hvor der var kogt hval på menuen. Det smagte af dyrekød med fiskesmag, og jeg levnede ca. 2/3 af portionen. Det er dog nok snarere min sarte smagsløg end det grønlanske køkken, der er noget galt med. Her på min stamcafe, hvor jeg nu hænger ud, er der til gengæld et generøst udvalg af velsmagende kager.

***

For nærmest første gang i mit liv fotograferer jeg. Jeg fotograferer blå isbjerge, containere fra Royal Arctic på havnen og skilte, som nævnt tidligere, med kilometerlange grønlandske ord. Måske en dag jeg springer ud som hardcore amatørfotograf her på bloggen.