Chat med en god ven
En ½ dobbeltsnegl
Interpols første album (efter at have læst en koncertanmeldelse på gaffa.dk)
Sidste del af en større opvask
Skægstubbe
The Smiths (efter at have scannet mine 3-400 cd'ere og ikke have været i humør til at høre én eneste af dem(måske skulle man have sat noget vinyl på i stedet?))
Weekendavisen.
søndag den 30. januar 2011
mandag den 24. januar 2011
Hyldest til Det stive hvide beat
I et interview Henrik Hall og Jens Unmack gav til Gaffa i forbindelse med udgivelsen af deres seneste cd, fortalte de bl.a. om Hilmer Hassig, der sagde til de mere "funkede musikere" de rendte ind i, når de gik i byen på Copenhagen Jazzhouse, at "intet slår det stive hvide beat". Jeg ved af gode grunde ikke, hvad Hilmer Hassig præcis mente, men i min verden er "det stive hvide beat", musik der ikke er groovy, funky, lækker, velproduceret (som musikken på min seneste liste), soulet eller blueset. Også jeg sætter pris på stive, hvide rytmer, og min egen helt subjektive kanon ud i det stive hvide beat ser, i kronolgisk rækkefølge, således ud:
1. Velvet Underground: I'm waiting for the man
Her er der - modsat en del numre senere på listen - tale om rigtige trommer, som Maureen Tucker spiller på en ultra antigroovy facon, som kom til at danne skole inden for den alternative rock.
2. Kraftwerk: The Man Machine
Titlen siger vist det hele...
3: Public ImageLtd.: Public Image
Her må især Keith Levene's guitarspil fremhæves - vi er meget langt væk den klassiske rockspade, men stilen kom til at danne skole; mon ikke The Edge og Robert Smith har lyttet med?
4: Tubeway Army: Are friend "electric"?
Et af teknopopgenrens første store hits. Nummeret blev mange år senere samplet af Sugarbabes på deres hit "Freak like me". Originalen er at foretrække.
5: Cabaret Voltaire: Nag Nag Nag
Nag Nag Nag med Sheffield-gruppen blev til gengæld aldrig et stort hit, men var næppe heller tiltænkt at blive det: rytmeboks, forvrænget vokal og ellers lyde, der lyder lidt hen i retning af en gammel støvsuger er hvad Cabaret Voltaire trakterer med.
6: Joy Division: She's lost control (Martin Hannett remix fra Substance)
Den legendariske Joy Division-producer, Martin Hannett, trækker på dette remix det stive hvide beat - trommer og bas - helt frem i lydbilledet.
7: Simple Minds: Changeling
I dag spiller Simple Minds på steder som Nine Festivalen, i midten og slutningen af 1980'erne var de lige så store som U2, og i 1980 udgav de denne perle med hysteriske guitar- og synth-riffs.
8: Depeche Mode: Photographic
Så længe Vince Clarke var med i Depeche Mode excellerede de mest i synth-pop med catchy og meget naive melodier. Men de lavede også den benhårde og monotone Photographic. I min bog et nummer, der er midst ligeså godt som Never let me down again og World in my eyes...
9) David Bowie: Scary monsters (and super creeps)
Jeg har altid elsket den temmelig smadrede lyd, der er på sangen og mange andre af numrene fra Scary monsters-albummet.
10: Kliche: Bravo Charlie
Hilmer Hassig spiller vist guitar på dette nummer, hvis tekst udelukkende består af ord fra det såkaldte raioalfabet. En dansk synth-rock klassiker, som faktisk var et gedigent radiohit, såvidt jeg husker.
11: Fad Gadget: Collapsing new people
Depeche Mode's mærkelige fætter Fad Gadget står bag dette skønne møde mellem industrielle klange og en fin lille popmelodi.
12: New Order: Blue Monday
Den legendariske storetromme-intro er det ultimative stive hvide beat!
1. Velvet Underground: I'm waiting for the man
Her er der - modsat en del numre senere på listen - tale om rigtige trommer, som Maureen Tucker spiller på en ultra antigroovy facon, som kom til at danne skole inden for den alternative rock.
2. Kraftwerk: The Man Machine
Titlen siger vist det hele...
3: Public ImageLtd.: Public Image
Her må især Keith Levene's guitarspil fremhæves - vi er meget langt væk den klassiske rockspade, men stilen kom til at danne skole; mon ikke The Edge og Robert Smith har lyttet med?
4: Tubeway Army: Are friend "electric"?
Et af teknopopgenrens første store hits. Nummeret blev mange år senere samplet af Sugarbabes på deres hit "Freak like me". Originalen er at foretrække.
5: Cabaret Voltaire: Nag Nag Nag
Nag Nag Nag med Sheffield-gruppen blev til gengæld aldrig et stort hit, men var næppe heller tiltænkt at blive det: rytmeboks, forvrænget vokal og ellers lyde, der lyder lidt hen i retning af en gammel støvsuger er hvad Cabaret Voltaire trakterer med.
6: Joy Division: She's lost control (Martin Hannett remix fra Substance)
Den legendariske Joy Division-producer, Martin Hannett, trækker på dette remix det stive hvide beat - trommer og bas - helt frem i lydbilledet.
7: Simple Minds: Changeling
I dag spiller Simple Minds på steder som Nine Festivalen, i midten og slutningen af 1980'erne var de lige så store som U2, og i 1980 udgav de denne perle med hysteriske guitar- og synth-riffs.
8: Depeche Mode: Photographic
Så længe Vince Clarke var med i Depeche Mode excellerede de mest i synth-pop med catchy og meget naive melodier. Men de lavede også den benhårde og monotone Photographic. I min bog et nummer, der er midst ligeså godt som Never let me down again og World in my eyes...
9) David Bowie: Scary monsters (and super creeps)
Jeg har altid elsket den temmelig smadrede lyd, der er på sangen og mange andre af numrene fra Scary monsters-albummet.
10: Kliche: Bravo Charlie
Hilmer Hassig spiller vist guitar på dette nummer, hvis tekst udelukkende består af ord fra det såkaldte raioalfabet. En dansk synth-rock klassiker, som faktisk var et gedigent radiohit, såvidt jeg husker.
11: Fad Gadget: Collapsing new people
Depeche Mode's mærkelige fætter Fad Gadget står bag dette skønne møde mellem industrielle klange og en fin lille popmelodi.
12: New Order: Blue Monday
Den legendariske storetromme-intro er det ultimative stive hvide beat!
lørdag den 22. januar 2011
tirsdag den 18. januar 2011
Tirsdags Top 10
Her den anden dag læste jeg at The Eagles skulle spille i Hjallerup, der var dog ikke tale om det famøse Hjallerup Marked. The Eagles er i de flestes ører nok mest kendt for Hotel California, der med sin vellyd, guitarsolo og iørefaldende omkvæd inkarnerer blød radiopop/rock, som det lød i 1970'erne. Det var om noget den musikgenre, som punkmusikken (bl.a. meget andet) var et oprør imod. Mine musikalske rødder er klart funderet i punken, men i en mere moden alder er jeg også begyndt at sætte pris på et stykke vellydende og velspillet popmusik, som det bliver spillet på alverdens softpop/rock radiostationer. Hvis jeg måtte være dj for en stund ville jeg næppe spille Hotel California, men fx følgende:
Fleetwood Mac: Go your own way
Steely Dan: Rikki don't loose that number
Elton John: Rocket Man
The Carpenters: Radio
Don Henley: The boys of summer
Belinda Carlisle: Circle in the sand
Donald Fagen: i.g.y.
Cock Robin: Just around the corner
Steve Miller Band: Fly like an eagle
Gerry Rafferty: Baker Street
Fleetwood Mac: Go your own way
Steely Dan: Rikki don't loose that number
Elton John: Rocket Man
The Carpenters: Radio
Don Henley: The boys of summer
Belinda Carlisle: Circle in the sand
Donald Fagen: i.g.y.
Cock Robin: Just around the corner
Steve Miller Band: Fly like an eagle
Gerry Rafferty: Baker Street
søndag den 16. januar 2011
Dedikation
"Værftet" er titlen på Steffen Baunbæk Pedersens seneste blog. Der er ikke tale om en blog i traditionel forstand, idet Værftet med Steffens egne ord er et "permanent udstillingsvindue, ikke noget der vil blive opdateret senere". Hvad Steffen "udstiller" er primært en stribe manuskripter til digtsamlinger, som af forskellige årsager ikke er kommet gennem nåleøjet hos de forlag, de er blevet sendt til. Steffen har udstyret det enkelte manuskripter med små, hudløst ærlige forord, og kalder et sted Værftet for noget i retning af "et boks-sæt".
Min far, der arbejdede som i mange år som forlagsredaktør, brugte ofte udtrykket, at han "orienterede sig" i et manuskript, og jeg har delvist brugt min fars læsestrategi i læsning af Værftet, men dog også tygget mig igennem et helt manuskript, nemlig til digtsamlingen "Skud", som Steffen vist selv er mest tilfreds med.
Skærmlæsning er IKKE en ideel måde at læse poesi på; øjnene hviler bedre på et stykke papir. Men "Skud" fængede bestemt sine steder. Og hele projektet er intet mindre end forbilledligt og generøst. Noget helt andet er så, at jeg kan forestille mig, at man som seriøst arbejdende kunstner selvfølgelig må savne at få sine ting udgivet via mere officielle kanaler og dermed have mulighed for at høste mere håndfast anerkendelse og kritik end hvad cyberspace kan tilbyde. Og måske endog lidt håndøre...
Min far, der arbejdede som i mange år som forlagsredaktør, brugte ofte udtrykket, at han "orienterede sig" i et manuskript, og jeg har delvist brugt min fars læsestrategi i læsning af Værftet, men dog også tygget mig igennem et helt manuskript, nemlig til digtsamlingen "Skud", som Steffen vist selv er mest tilfreds med.
Skærmlæsning er IKKE en ideel måde at læse poesi på; øjnene hviler bedre på et stykke papir. Men "Skud" fængede bestemt sine steder. Og hele projektet er intet mindre end forbilledligt og generøst. Noget helt andet er så, at jeg kan forestille mig, at man som seriøst arbejdende kunstner selvfølgelig må savne at få sine ting udgivet via mere officielle kanaler og dermed have mulighed for at høste mere håndfast anerkendelse og kritik end hvad cyberspace kan tilbyde. Og måske endog lidt håndøre...
søndag den 9. januar 2011
Tirsdags top 3 (snigpremiere)
Som efterhånden ret inkarneret storbybo, har jeg tilbragt utallige timer på cafeer, så årets første top 3 er helliget tre favorit cafeer i København.
1) Von Fressen (Vesterbrogade 124, Vesterbro)
På Von Fressens adresse lå i mange år den legendariske vesterbrocafe, Hackenbusch, som jeg har haft mange fornøjelige og våde stunder på. For ca. 1½ år siden skiftede stedet ejer og navn og indretningen blev justeret en smule. Der kom lysekrone i loftet og malet mørkt på væggene. Og første gang jeg var på Von Fressen strømmede gamle Scott Walker-sange ud i rummet, og så blir jeg jo glad. Øludvalget er fornuftigt, og de serverer en glimrende burger med hjemmegjort ketchup. Klientellet er indimellem lidt Vesterbro-smart, men det overlever man nok.
Seneste gang jeg var på Von Fressen fik jeg: Førnævnte burgere, et par øl og en irish coffee.
2) Cafe Intime (Allégade 25, Frederiksberg)
Det er ikke hver dag, jeg kommer på Cafe Intime, og det er der flere gode grunde til. For det første ligger Intime lidt hengemt, tilbagetrukket fra vejen, ude ved Frederiksberg Rådhus, et sted man ikke lige sådan kommer forbi. Og når jeg i første omgang overhovedet opdagede stedet skyldtes det, at den har sådan et fint neonskilt, som jeg lagde mærke til en aften jeg var med 18'eren. Dengang undrede jeg mig over, hvad en cafe med dette navn, man ellers snarere ville forvente kunne ligge på Istedgade, mon dækkede over. Jeg satte derfor nogle venner i stævne på Intime inden vi skulle til en Nick Cave-koncert i det nærtliggende Falconer Center.
Det viste sig, at Intime var den vildeste tidslomme med små lampetter og et interiør, som kunne minde om en dagligstue som min mors rige onkel og tante kunne have beboet en gang i 1950'erne. På herretoilettet var der dog billeder af letpåklædte mænd i mildt sagt flirtende positurer.
Da jeg på alle måder synes, at det var et usædvanligt fint sted, og da jeg betragter mig selv som anti-homofob har jeg været der flere gange siden. For et par år siden blev det dog lidt rigeligt, da en ældre mænd i kedeldragt (!) meget åbenlyst flirtede med mig, da jeg skulle have et par drinks i baren. I fredags var jeg dog igen forbi Intime med min gode veninde C. Vi ankom ved 19.30-tiden, hvor der var ganske roligt og heldigvis ingen kedeldragtsmand, som hang ud i baren. Da vi gik en god times tid senere, var der fyldt godt op af et blandet klientel som strakte sig fra unge studerende, til en ulatseligt klædt bøsse, som tilmed var iført stråhat.
Seneste gang jeg var på Cafe Intime fik jeg: Et glas portvin og en Guldtuborg.
3) Cafe Høegs (Enghavevej 20, Vesterbro)
Høegs er egentlig ikke noget særligt; maden er ret ordinær men efter københavnerstandarder ikke specielt dyr og man skal ikke vente længe på den. På væggene hænger dårlige billeder, som tilmed er til salg. MEN Høegs ligger to minutters gang fra min arbejdsplads. Og det er sådan set det allervigtigste kriterie for en cafe: den skal være lige ved hånden, når man har brug for føde eller fadøl. Jeg kan også godt lide det faktum, at klientellet ikke er særligt hipt -som fx. på Von Fressen, man kan komme i sine Lee jeans og sin let forvaskede polotrøje og ikke føle sig underdressed.
Seneste gang jeg var på Høegs fik jeg: En god portion suppe og en cola.
1) Von Fressen (Vesterbrogade 124, Vesterbro)
På Von Fressens adresse lå i mange år den legendariske vesterbrocafe, Hackenbusch, som jeg har haft mange fornøjelige og våde stunder på. For ca. 1½ år siden skiftede stedet ejer og navn og indretningen blev justeret en smule. Der kom lysekrone i loftet og malet mørkt på væggene. Og første gang jeg var på Von Fressen strømmede gamle Scott Walker-sange ud i rummet, og så blir jeg jo glad. Øludvalget er fornuftigt, og de serverer en glimrende burger med hjemmegjort ketchup. Klientellet er indimellem lidt Vesterbro-smart, men det overlever man nok.
Seneste gang jeg var på Von Fressen fik jeg: Førnævnte burgere, et par øl og en irish coffee.
2) Cafe Intime (Allégade 25, Frederiksberg)
Det er ikke hver dag, jeg kommer på Cafe Intime, og det er der flere gode grunde til. For det første ligger Intime lidt hengemt, tilbagetrukket fra vejen, ude ved Frederiksberg Rådhus, et sted man ikke lige sådan kommer forbi. Og når jeg i første omgang overhovedet opdagede stedet skyldtes det, at den har sådan et fint neonskilt, som jeg lagde mærke til en aften jeg var med 18'eren. Dengang undrede jeg mig over, hvad en cafe med dette navn, man ellers snarere ville forvente kunne ligge på Istedgade, mon dækkede over. Jeg satte derfor nogle venner i stævne på Intime inden vi skulle til en Nick Cave-koncert i det nærtliggende Falconer Center.
Det viste sig, at Intime var den vildeste tidslomme med små lampetter og et interiør, som kunne minde om en dagligstue som min mors rige onkel og tante kunne have beboet en gang i 1950'erne. På herretoilettet var der dog billeder af letpåklædte mænd i mildt sagt flirtende positurer.
Da jeg på alle måder synes, at det var et usædvanligt fint sted, og da jeg betragter mig selv som anti-homofob har jeg været der flere gange siden. For et par år siden blev det dog lidt rigeligt, da en ældre mænd i kedeldragt (!) meget åbenlyst flirtede med mig, da jeg skulle have et par drinks i baren. I fredags var jeg dog igen forbi Intime med min gode veninde C. Vi ankom ved 19.30-tiden, hvor der var ganske roligt og heldigvis ingen kedeldragtsmand, som hang ud i baren. Da vi gik en god times tid senere, var der fyldt godt op af et blandet klientel som strakte sig fra unge studerende, til en ulatseligt klædt bøsse, som tilmed var iført stråhat.
Seneste gang jeg var på Cafe Intime fik jeg: Et glas portvin og en Guldtuborg.
3) Cafe Høegs (Enghavevej 20, Vesterbro)
Høegs er egentlig ikke noget særligt; maden er ret ordinær men efter københavnerstandarder ikke specielt dyr og man skal ikke vente længe på den. På væggene hænger dårlige billeder, som tilmed er til salg. MEN Høegs ligger to minutters gang fra min arbejdsplads. Og det er sådan set det allervigtigste kriterie for en cafe: den skal være lige ved hånden, når man har brug for føde eller fadøl. Jeg kan også godt lide det faktum, at klientellet ikke er særligt hipt -som fx. på Von Fressen, man kan komme i sine Lee jeans og sin let forvaskede polotrøje og ikke føle sig underdressed.
Seneste gang jeg var på Høegs fik jeg: En god portion suppe og en cola.
lørdag den 8. januar 2011
Januarudsalg
Det er udsalg - eller sale - som det så grimt hedder overalt i byen. Og på opslagstavlen i Irma i Amagercentret holder psykoterapeuter og coaches sørme deres eget lille udsalg. Man sparer visse steder 200 kr i januar måned...
mandag den 3. januar 2011
Så lad mig dog være, januar
Så lad mig dog være, januar. Lad mig sidde i den blå lænestol dagen lang og læse romaner, digte og side 406 på dr's tekst tv, som oplyser om temperaturen i Kingston og Kathmandu. Lad mig først gå uden for en dør, når der ikke er mere nescafe tilbage og lad mig så lige stikke en tur op på biblioteket for at låne en halvdårlig biografi om en folkekær dansk skuespiller. Og lad mig så igen sidde i lænestolen og læse om skuespillerens triste skæbne, mens isen langsomt smelter udenfor.
Abonner på:
Opslag (Atom)
