lørdag den 31. juli 2010

I går

Det er fortsat sommer i Nordvest. Og samtidig fredag, lønningsdag og udbetalingsdag af diverse sociale ydelser. Hvis vejret havde været en smule bedre, var 2400 nu omdannet til ét stort udendørs værsthus. Her ved 20.30-tiden om aftenen vender heldagsbranderter med på en gang målrettede og vaklende skridt snuden hjemad, mens de mere udholdende går forsigt hjem fra kioskerne med klirrende og raslende poser med flydende livsnødvendigheder.

tirsdag den 27. juli 2010

Professoren fra Ålekistevej

Normalt er det pizzeriaer, der ignorerer vores Reklamer Nej Tak-skilt på postkassen. Og fred være med det. I går i postkassen lå der så en en lille reklame - en lap papir i ca. 1/4 A4 størrelse - med et budskab, der alt andet lige er mere interessant, end at et pizzeria på Ægirsgade har tilbud på Familiepizza. Jeg tillader mig - foreløbig uden afsenderens tilsagn - at gengive teksten i sin fulde længde:

SP Medium astrologi og healing
medium
Jeg hører til den 17. generation af Marabou, og er kendtverden over, jeg kan løse dine problemer med garanteret resultat. Har du psykiske problemer, er du syg eller har sukkersyge, savner du lykke, kærlighed, mangler du en partner eller har du kærestesår. Lider du af impotens, frigiditet, overvægt usikkerhed, eller er du forfulgt af uheld og onde ånder?
Jeg kan læse din fremtid!
Jeg har studeret 1000 sorter planter, der anvendes i åndelig og helbredelses terapi. Referencer er til rådighed. Jeg taler engelsk, fransk og svensk.
Ring på 22231836 for at bestille en tid med
Professor Adams
Ålekistevej 231, 2720 Vanløse. Buslinje 12 0g 22
Jeg har haft meget svært ved at få denne tekst - eller måske snarere mennesket bag den - ud af hovedet. Min fornuft siger mig selvfølgelig, at vi har at gøre med en gal plattenslager. For en verdensberømt professor kan jo næppe have meget succes hvis han/hun må slå sig ned på et så ucharmerende og ydmygt sted som Ålekistevej (ja undskyld til eventuelle læsere der måtte bo der...); en herskabslejlighed på Frederiksberg eller i København K ville være mere passende, skulle man synes. Naturligvis har jeg også slået både navn adresse og telefonnummer op på krak.dk og De Gule Sider. Sjovt nok viser det sig, at et rengøringsfirma bl.a. har til huse på adressen. Til gengæld bor der ingen person ved navn Adams. Men selv om afsenderen næppe er professor og måske ikke en gang hedder Adams, tror jeg nu nok, at jeg vil hænge reklamen op på vores køleskab, hvis nogen i husstanden en dag skulle blive ramt af frigiditet, ímpotens, kærlighedssår (!) eller sukkersyge.

tirsdag den 6. juli 2010

Sommer i København

Det er blevet sommer på Gl. Køge Landevej. En cyklist lufter sin blækny tatovering i krydset ved Toftegårds Plads. I nr. 294 ligger Centrum Smørrebrød, som har lukket for i dag. Ovre på den modsatte side af vejen er der kun to husnumre mellem bilforhandlerne.

Det er blevet sommer på villavejene i Husum. I forhaverne trisser pensionerede mænd i ensfarvede, kortærmede skjorter rundt og luger på livet løs. Og selv om klokken kun er 10 om formiddagen er der lys i lampen inde på Cafe Kilden; stamkunderne holder aldrig fri.

Det er også blevet sommer her i Nordvest. I gårdhaven på Pub Fluesmækkeren synger en mand med høj og klar røst børnesangen"Min hat den har tre buler".
"Jeg har været på druk i tre dage i træk. Jeg vil slå min egen rekord", proklamerer han, da vi passerer igen lidt senere. Måske er det ikke så nemt at have sommerferie...