torsdag den 22. april 2010

Promotion

Trofaste læsere har måske opdaget, at der er blevet føjet et par links til det, der vist hedder min blog-roll.

Min gode ven, L, er under pseudonymet Hvassline for nylig sprunget ud som tegner og kortprosaist på sin blog Overmåde hvas og hård. Hun er dog slet ikke så hvas igen, skulle jeg hilse og sige. Mit foreløbige favoritindlæg er hendes komparative studie af en tekst fremført af den danske hiphop-supergruppe, Selvmord, og et klassisk 1970'er digt af Kristen Bjørnkær, som er ramt lige på kornet.

Jeg har også endelig fået nosset mig sammen til at lave et link til min gamle studiekammerat, Steffen Baunbæk Petersens, lyrikblog, som har fået den sublime titel Assistens & elsewhere. Titlen henviser selvfølgelig til kirkegården på Nørrebro, hvis gravsteder har inspireret til en række digte. Og så fandt jeg for nylig ud af, at den tyske krautrockgruppe Faust har udgivet en lp med titlen Munich & elsewhere...

lørdag den 17. april 2010

New York Noter 3

Når man rejser med en kvindelig ledsager, er shopping en uomgængelig del af ferieaktiviteterne. Og det er vel at mærke en aktivitet, der skal sættes tid af til. De fleste dage kombinerede vi butiksbesøg med den øvrige sightseeing, men jeg kunne fornemme på T at det ikke helt var nok. På vores lokale diner faldt vi i snak med nogle tyske piger, der havde haft en heldagstur til et mega shoppingcenter i New Jersey. Jeg syntes, at en sådan tur virkede noget uattraktiv og foreslog derfor, at T fik en decideret shoppingdag på Manhatten. Nu er det på ikke fordi jeg ikke kan lide at bruge lidt tid på at købe tøj, bøger eller musik, men efter et par timer er behovet ligesom stillet... På den anden side skal man altså være noget af en puritaner, hvis man ikke kan se shoppingpotentialer i New York. Mens der fx. ikke var den store forskel på forretningerne i Lissabon, hvor vi var i sidste sommer, og København, har New York virkelig noget andet at byde på. Priserne på mærekvarer er markant lavere end i Europa, og størrelsen på de største forretninger er overvældende. Macy's er fx et 8-etagers stort center, hvor der KUN var tøj (+ en lille smule parfume). Her tilbragte vi fem stive timer. Jeg havde regnet med, at der også fx. var en boghandel i centret, men nix, kun tøj! Og en bar viste sig heller ikke at være til at opdrive. Så jeg endte med at finde et helle midt på en megapude tæt omgivet damelingeri til alle sider, hvor jeg sad og fik læst stort set hele Turen går til New York.

* * *
Normalt er jeg mæt efter en 4-5 dage i en storby, men 9 dage var slet ikke nok til New York. Næste gange vil jeg dybere ind i det kulsorte Harlem, , få renste mit jakkesæt i Chinatown, og hvem ved om jeg støder ind i en kaffedrikkende Paul Auster på en diner i Brooklyn. Men ikke flere ord om New York, for min virkelighed er 100% i Nordvest.

torsdag den 8. april 2010

New York Noter 2

Søndag formiddag gik vi op til Harlem. I den allerøverste del af Upper West Side, hvor vores hotel lå, var kvarteret hvad man uden blussel kunne kalde multietnisk. Men fra 110th Street er 95% af befolkningen af afroamerikansk herkomst. Søndagsturen til Harlem skyldtes at vi ville til gudstjenste i en af bydelens mange kirker. Vi havde godt læst, at sådan en gudstjeneste var noget af en turistattraktion og ganske rigtigt var der også dannet en pæn kø af europæiske turister foran kirken. Vi blev lukket ind i ca. 10.15. Og noget personale af nærmest vagtagtig karakter ledte os op på en balkon med bløde stolesæder, det var altså tilskuerpladser som man kender det fra et teater eller en gammel biograf. På gulvplanet var der en slags scene hvor diverse instrumenter var linet op. Nede på gulvplanet foregik der også en eller anden aktivitet af religiøs karakter, men en decideret gudstjeneste kunne man næppe kalde det. Vi kunne ikke se dem der talte, men gennem højtalere hørtes lave stemmer, der bl.a. omtalte en Ruth - jeg formoder at der er tale om den bibelske figur af samme navn. Vi havde læst at gudstjenesten skulle begynde kl.11, men allerede 10 minutter i 11 kom to mænd ind bagest i lokalet, hvor der var et lillebitte svømmebassin. At der var et sådan i lokalet undrede mig for så vidt ikke, idet vi jo befandt os i en baptiskkirke, og bapitismen praktiserer voksendåb, hvor hele legemet under dåbsceremonien skal under vand. Jeg havde dog ikke troet, at der ville foregå dåb i kirken, men det gjorde der i den grad. I en lind strøm vandrede en række "brothers and sisters" ligefra generte teenagere til oldinge ind, iklædt et hvidt klæde og kom ned i bassinet, hvor der først blev sagt nogle bønner (ja, jeg undskylder at jeg ikke har sat mig ordentlig ind i den baptistiske liturgi) af to mænd der befandt sig i bassinet - og måske havde en degneagtig status, derefter fremsagde personen, der ønskede at blive døbt, en trosbekendelse, hvorefter "degnemændene" i et snuptag pressede personens legeme, med ryggen først, ned i bassinet. Denne seance blev akkompagneret af en syngende pianist og så vidt jeg husker også af en trommeslager. Og efter dåbene var overstået kom der så ellers gang i det helt store gospelshow med band, solosangere og et ca. 15 m/k stort kor. Jeg bliver aldrig den store gospelfan, men det var umuligt ikke at blive revet med af musikken og sangen, der netop som man troede, at nu kunne det ikke blive mere eksalteret hele tiden fik en tand mere. Men et par af Grundtvigs klassikere passer nu bedre til mit temperement...
Gospelshowet stod på i ca. 40 minutter, og da det var færdigt listede en del af turisterne af. Til gengæld kom den lokale befolkning stille og roligt dryssende ind. Fx ankom en ældre kvinde alene og satte sig nogle stole fra os. Hun sad stilfærdigt og græd og hurtigt kom en medarbejder fra kirken en og trøstede hende. Uagtet hvad man mener om kristendommen som trosretning og kirken som institution var dette bare en fin ting - at man kan gå i kirke og få lindret sin sorg.
Efter gospelseancen var færdig blev scenen overtaget af en prædikant, der utvivlsomt ville have gjort en anden bapitistpræst, Martin Luther King, stolt. Han var først færdig med sin prædiken ved 13-tiden, hvor folk fortsat kom dryssende, T og jeg var til gengæld ved at være kørt lidt trætte og jeg var ærligt talt lidt bekymret for hvor længe sådan en gudstjenste mon kunne vare, så vi listede stille og roligt ud af kirken, dog først efter at vi havde doneret 10 dollars til kirken.

Senere på eftermiddagen oplevede vi den såkaldt sorte musik i et anderledes afslappet udtryk. I en sidegade til 125th Street, der er et hovedstrøg i Harlem fandt vi en lokal restaurant der nærmest var en Kentucky Fried Chicken-kopi. Her spiste de lokale frokost, og jeg valgte en meget eksotisk ret, nemlig kyllingevinger og vaffel med sirup! Det smagte ikke dårligt, men skulle jeg komme forbi Harlem igen (og det håber jeg sørme sker en gang) vælger jeg nok en anden ret fra menukortet. Mens vi spiste kom en mand og sang nogle sange akkompagneret af et lille singback anlæg (eller hvad sådan noget nu hedder). Han sang Marvin Gayes "How sweet it is" og andre dejlige soulpopsange. Hans stemme havde en fin klang, slet ikke ulig Gayes ,og jeg er sikker på at Soulschock ville have kaldt ham "FANTASTISK" og Pernille Rosendahl ville have "elsket" ham. Og Remee ville lave en plade med ham. Selv nød jeg bare at lytte til en god sanger, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om at kylling og vaffel var en goumetoplevelse.

søndag den 4. april 2010

New York Noter 1

"Three hours is a looong, looong, looong, looooong, loooooong time". Sådan messede kvinden, der stod og solgte halvstore plastickrus til os turister, der stod i en lang kø og ventede på at komme med på en 3 timer lang sejltur rundt om Manhatten. Vi tænkte, at det var en god start på ferien med sådan en sejltur. Og det var det bestemt også. Man fik set Frihedsgudinden, Empire State Building, en masse skyskrabere og meget andet. Det allerebedste var dog den ældre guide, der kompetent og underholdende fortalte facts om byen og dens historie og levende gengav den fantastiske historie om hvordan en fremragende pilot fik landet et passagerfly midt på Hudson River. Men det jeg alligevel husker allerbedst fra turen var kvinden med krusene. Hun gentog i en uendelighed sin remse om, at en drink kostede 4$, men at man ved køb af kruset, der vist kostede 7,5$ kunne drikke kaffe, the, varm kakao og sodavand "un-li-me-ted". Jeg måtte flere gange minde mig selv om, at folk generelt siger, at New York ikke minder om resten af USA, som man jo ellers netop forbinder med indtagelse af sodavand i uendelige mængder.

* * *
I en tv-reklame hed det at "America runs on Dunkin Donuts", men newyorkerne kører helt sikkert primært på kaffe. Der lå bogstaveligt talt en Starbucks på hvertandet gadehjørne og man så, morgen, middag og aften, folk i stort set alle aldre rende rundt med et papbæger med kaffe i hånden. Jeg var engang til et foredag med Chris McDonald, hvor han påstod, at Starbucks serverede en meget koffein-holdig kaffe for at gøre folk afhængige. Et enkelt lille krus - og det var slet ikke så lille - Starbucks blev det til for mit vedkommende. Og det var absolut heavy sager!
Egentlig er kaffen vel et meget naturligt drug for new yorkerne. Arbejdsdagen er lang, og personalet i fx butikker er virkelig på og servicemindede non-stop, så et skud koffein i ny og næ må der vel til.
* * *
En gammel semi-boheme som mig måtte selvfølgelig en tur til Williamsburg, en bydel der var blevet anbefalet af flere af mine venner. Der skulle være hyggelige cafeer og sågar en god cd-forretning (ja, jeg sværger jo stadig til dette antikverede medie). Det viste sig at der også var en herlig boghandel, hvor jeg fandt en bog om David Bowies Berlinplader og en virkelig flot illustreret bog om kraut-rock (som er en betegnelse for tysk eksperimenterende rock fra 1970'erne). Den unge ekspedient spurgte derfor, naturligt nok, om vi var tyskere. Da jeg fortalte om vores nationale herkomst ville begejstringen ingen ende tage. Ekspedienten fortalte, at han havde hængt ud med Søren Fauli for nylig, og han var stor kender af dansk tekno fra 1980'erne og snakkede henført om Scatterbrain og Martin Hall. Det endte med at han inviterede os med til en teknofest den kommende onsdag, hvor han ville byde på "free drinks". Den kom vi dog aldrig til, men han var blot et af mange eksempler på at new yorkerne er et venligt og udadvendt folkefærd.
Bedford Avenue, som hovedstrøget i Williamsburg hedder, var ganske som beskrevet en hyggelig gade med cool cafeer og små chikke tøjforretninger, og byggeriet var typisk af ældre dato og oftest kun i et par etagers højde, hvilket var noget af en kontrast til Manhattens orgie af tårnhøjt byggeri. Kun få hundrede meter væk ligger East River og ned mod denne er et stort område med gamle, forladte fabriksbygninger. Det mindede mig meget om sådan som gaderne nede ved Aalborg Havn så ud i starten af 1990'erne.
Efter et par afstikkere var vi midt på eftermiddagen tilbage på Bedford Avenue, og nu var gaden ved at blive indvaderet af unge mennesker i slidtsmart tøj (det kunne fx have været en 10-15 år yngre udgave af undertegnede). Så nu var det tid til at komme tilbage til gode, gamle Manhatten.