Mindre Lars
Mere Lykke
torsdag den 31. december 2009
søndag den 20. december 2009
Smagsdommer
Det har været endnu et år, hvor det meste af min musiklytning har foregået via denne computer og med youtube og myspace som lydbibliotek. Lyttefællesskabet har ligeledes primært foregået i cyberspace, men sådan må det vel være når ens venner i den virkelige verden helst vil have ro, når man er på besøg, fordi deres lille pode ikke synes at detder med at sove om aftenen er så pokkers interessant (og ja, jeg står sikkert med samme udfordring engang...). I stedet har jeg sammen med en masse af mine cyberspacevenner moret mig med at lægge en masse obskure/glemte/gode/kitchede sange ud på Facebook. En stor kilde til inspiration musiklytning i 2009 har desuden været Jens Unmacks fremragende hjemmeside/blog: jensunmack.dk
Der er altså blevet lyttet mest til enkeltstående sange eller myspace-profiler, som vel nærmest er at sammmenligen med det gode gamle ep-format. Og til musik indspillet i perioden fra ca. 1963-2009. Og nu vil jeg altså have lov til at lege smagsdommer:
Grizzly Bear en kvartet fra Brooklyn, New York, har sådan ca. været årest mest hypede band. Al hypen har gjort mig dybt skeptisk (man er vel dansker), men særligt deres hit Two weeks, der lyder som Beach Boys i deres mest overdådige øjeblikke, har jeg været glad for. Jeg må hellere få købt deres album.
Der har også foregået lidt regulær cd-lytning herhjemme. Et par af mine gamle helte har været album-aktuelle i år, og så er man jo konservativ nok til godt at gide tjekke hele albummet ud).
Bad Lieutenant er navnet på fortsættelsen af New Order, som officielt er blevet opløst (men man har jo lov at håbe på en lille reunion en dag). Gruppens debutalbum hedder Never Cry Another Tear, og Bernard Sumner er på sin egen stilfærdige måde stadig en sanger med et meget personligt udtryk, og musikken lyder de bedste steder på albummet som New Order i deres gode guitarpophjørne, når vokalarbejdet blev overtaget af et af de andre bandmedlemmer, Jake Evans, lyder de desværre nogle gange hen i retning af Keane og sådan noget, og det er jo ikke lige min kop kaffe. Årets Morrissey cd hedder på klassisk Morrissey-vis Years of Refusal, og gode gamle Mozz lyder bitter, skuffet og forladt, hvilket selvfølgelig er klassiske Mozz-følelser, men som dog står i modsætning til det forrige album, hvor glæden ved intimt samvær med andre mænd lød til at forsøde livet en smule... Musikken er mere hurtig og aggressiv end de på seneste udgivelser, og det kan godt blive lidt enerverende at lytte til i længden. Det var nu godt at se ham i KB-Hallen i juni, hvor han trakterede med at spille 10 minutter længere end han plejer og i det hele taget var i god form. Af mine gamle helte synes jeg faktisk at Pet Shop Boys kom bedst ud af 2009 med albummet Yes. De gør sådan set bare det de plejer, laver catchy pop med gode tekster, men deres blide, elektronisk udtryk er nærmest tidløst. På Yes er sangene tilmed virkelig gode, og så kan man jo ikke forlange mere af gentlemanen Neil Tennant og hans generte makker Chris Lowe.
Jeg kunne godt forestille mig, at Jenny Wilson kan lide Pet Shop Boys - svenskerne har jo generelt god musiksmag, men meget tilfælles har de ikke. Hvis jeg skulle kåre et Årets Album (og det skal man jo, hvs man er en ordentlig musiknørd) ville jeg nok vælge Wilsons cd Hardships. Jeg blev aldrig den store fan af hendes gamle band First Floor Power, mens jeg var ret begejstret for hendes solodebut Love & Youth, hvis musik var skæve og catchy popsange primært udført på keyboards. På Hardships kommer inspirationen fra soul og r'b, en anmelder kaldte rammende Wilsons musik for "bondsk r'b". Og læg nogle indiemanerer, når de er bedst, til nemlig en vis skævhed og minimalisme i udtrykket, og man har en skøn, skøn cd. Jeg var så heldig at opleve (ja, jeg vil have lov at bruge denne kliche) Jenny Wilson med velspillende band give de i forvejen gode numre en ekstra gang krop of sjæl i forået i Vega.
I min ungdom var populær dansk musik bl.a. OneTwo og Sanne Salmonsen. I 2009 er The Rumour Said Fire angiveligt ganske populære, så kom ikke og sig at alt var bedre førhen... Var inde og se Nikolaj Nørlund spille i Copenhagen Jazzhouse og lånte 100 kr af min ven Carsten (du får dem næste gang vi ses, Carsten), så jeg efter koncerten kunne købe Nørlunds seneste album Tid og Sted. Det er sådan set ok, en sang som Momentum er rigtig god, mens andre er lidt kedelige i mine ører. Men titelnummeret er nemt de 100 kroner værd. Lyden er - nej jeg bliver aldrig god til at sætte ord på selve musikken, så det vil jeg holde mig fra (men den er FED). Og teksten indeholder de uforglemmelige linjer: "Nu er det nok sir du højt og forsvinder/det har du lært af utallige kvinder". Årets sang, uden diskussion.
Af gamle sager har jeg lyttet en del til The Chameleons - købte deres album Strange Times på nettet, og det er en gang årgangs new wave anno 1986, men dem har jeg blogget om før, så ikke mere om dem. Og i samme genre har jeg også skamlyttet til P.I.L.'s sang Public Image. Har en svaghed for dender guitarlyd... Har også hørt en del Kraftwerk, som jeg så i Randers her i august. Fantastisk show, og musikken var Greatest Hits, hvilket man ikke brokker sig over. For blot en uge siden gjorde jeg et dejligt fund på Youtube, da jeg opdagede sangen Friendship Train med Nancy Sinatra & Lee Halzewood. Det er klassisk Nancy & Lee med storladen strygerpop og en af Halzlewoods morsomme tekster, der lyder som om han tager meget kærligt pis på countrygenren.
Fællesnævneren for min musiksmag er vist hvad man kan kalde "alternativ pop", en genre som har Lee Halzewood som en oplagt Godfather. Så Nancy & Lee-anbefalingen bliver den sidste i denne omgang. Det kunne være hyggeligt om et par af mine læsere vil byde ind med en kommentar/anbefaling.
Der er altså blevet lyttet mest til enkeltstående sange eller myspace-profiler, som vel nærmest er at sammmenligen med det gode gamle ep-format. Og til musik indspillet i perioden fra ca. 1963-2009. Og nu vil jeg altså have lov til at lege smagsdommer:
Grizzly Bear en kvartet fra Brooklyn, New York, har sådan ca. været årest mest hypede band. Al hypen har gjort mig dybt skeptisk (man er vel dansker), men særligt deres hit Two weeks, der lyder som Beach Boys i deres mest overdådige øjeblikke, har jeg været glad for. Jeg må hellere få købt deres album.
Der har også foregået lidt regulær cd-lytning herhjemme. Et par af mine gamle helte har været album-aktuelle i år, og så er man jo konservativ nok til godt at gide tjekke hele albummet ud).
Bad Lieutenant er navnet på fortsættelsen af New Order, som officielt er blevet opløst (men man har jo lov at håbe på en lille reunion en dag). Gruppens debutalbum hedder Never Cry Another Tear, og Bernard Sumner er på sin egen stilfærdige måde stadig en sanger med et meget personligt udtryk, og musikken lyder de bedste steder på albummet som New Order i deres gode guitarpophjørne, når vokalarbejdet blev overtaget af et af de andre bandmedlemmer, Jake Evans, lyder de desværre nogle gange hen i retning af Keane og sådan noget, og det er jo ikke lige min kop kaffe. Årets Morrissey cd hedder på klassisk Morrissey-vis Years of Refusal, og gode gamle Mozz lyder bitter, skuffet og forladt, hvilket selvfølgelig er klassiske Mozz-følelser, men som dog står i modsætning til det forrige album, hvor glæden ved intimt samvær med andre mænd lød til at forsøde livet en smule... Musikken er mere hurtig og aggressiv end de på seneste udgivelser, og det kan godt blive lidt enerverende at lytte til i længden. Det var nu godt at se ham i KB-Hallen i juni, hvor han trakterede med at spille 10 minutter længere end han plejer og i det hele taget var i god form. Af mine gamle helte synes jeg faktisk at Pet Shop Boys kom bedst ud af 2009 med albummet Yes. De gør sådan set bare det de plejer, laver catchy pop med gode tekster, men deres blide, elektronisk udtryk er nærmest tidløst. På Yes er sangene tilmed virkelig gode, og så kan man jo ikke forlange mere af gentlemanen Neil Tennant og hans generte makker Chris Lowe.
Jeg kunne godt forestille mig, at Jenny Wilson kan lide Pet Shop Boys - svenskerne har jo generelt god musiksmag, men meget tilfælles har de ikke. Hvis jeg skulle kåre et Årets Album (og det skal man jo, hvs man er en ordentlig musiknørd) ville jeg nok vælge Wilsons cd Hardships. Jeg blev aldrig den store fan af hendes gamle band First Floor Power, mens jeg var ret begejstret for hendes solodebut Love & Youth, hvis musik var skæve og catchy popsange primært udført på keyboards. På Hardships kommer inspirationen fra soul og r'b, en anmelder kaldte rammende Wilsons musik for "bondsk r'b". Og læg nogle indiemanerer, når de er bedst, til nemlig en vis skævhed og minimalisme i udtrykket, og man har en skøn, skøn cd. Jeg var så heldig at opleve (ja, jeg vil have lov at bruge denne kliche) Jenny Wilson med velspillende band give de i forvejen gode numre en ekstra gang krop of sjæl i forået i Vega.
I min ungdom var populær dansk musik bl.a. OneTwo og Sanne Salmonsen. I 2009 er The Rumour Said Fire angiveligt ganske populære, så kom ikke og sig at alt var bedre førhen... Var inde og se Nikolaj Nørlund spille i Copenhagen Jazzhouse og lånte 100 kr af min ven Carsten (du får dem næste gang vi ses, Carsten), så jeg efter koncerten kunne købe Nørlunds seneste album Tid og Sted. Det er sådan set ok, en sang som Momentum er rigtig god, mens andre er lidt kedelige i mine ører. Men titelnummeret er nemt de 100 kroner værd. Lyden er - nej jeg bliver aldrig god til at sætte ord på selve musikken, så det vil jeg holde mig fra (men den er FED). Og teksten indeholder de uforglemmelige linjer: "Nu er det nok sir du højt og forsvinder/det har du lært af utallige kvinder". Årets sang, uden diskussion.
Af gamle sager har jeg lyttet en del til The Chameleons - købte deres album Strange Times på nettet, og det er en gang årgangs new wave anno 1986, men dem har jeg blogget om før, så ikke mere om dem. Og i samme genre har jeg også skamlyttet til P.I.L.'s sang Public Image. Har en svaghed for dender guitarlyd... Har også hørt en del Kraftwerk, som jeg så i Randers her i august. Fantastisk show, og musikken var Greatest Hits, hvilket man ikke brokker sig over. For blot en uge siden gjorde jeg et dejligt fund på Youtube, da jeg opdagede sangen Friendship Train med Nancy Sinatra & Lee Halzewood. Det er klassisk Nancy & Lee med storladen strygerpop og en af Halzlewoods morsomme tekster, der lyder som om han tager meget kærligt pis på countrygenren.
Fællesnævneren for min musiksmag er vist hvad man kan kalde "alternativ pop", en genre som har Lee Halzewood som en oplagt Godfather. Så Nancy & Lee-anbefalingen bliver den sidste i denne omgang. Det kunne være hyggeligt om et par af mine læsere vil byde ind med en kommentar/anbefaling.
torsdag den 10. december 2009
Ude af drift
Pga. travlhed på jobbet er bloggen midlertidigt ude af drift. Vender frygeligt tilbage!
onsdag den 2. december 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)
