mandag den 26. januar 2009

Bye, Bye Bella

Hvis du i ny og næ har holdt og ventet i lyskrydset på Frederikssundsvej inden bakken op til Bellahøj, har du måske lagt mærke til værtshuset med de blyindfattede ruder, der bar titlen La Bella. Jeg må skrive i datid, idet jeg i går opdagede, at La Bella ikke længere eksisterer. Nu er det ikke fordi, jeg nogensinde var derinde, men i de sidste år af værtshusets levetid hang der på døren en lille seddel med denne fine tekst: ”La Bella er et Rygerværtshus. Her må der ryges.” Og sedlen var underskrevet indehaverne. Jeg huske ikke længere deres navne, men det var sådan nogle helt klassiske navne på folk, der kunne finde ud af at bestyre et gedigent værtshus herude i NV: Jytte og Bent, Keld og Inge eller noget i den dur.

søndag den 25. januar 2009

Sublim søndag formiddag

Hver søndag formiddag sender P1 programmet Radioklassikeren, som hermed varmt skal anbefales. Programmet tager typisk udgangspunkt i et emne – i dag handlede det om øl – og former sig så som en kollage af klip fra Danmarks Radios arkiver. Og der bliver virkelig gravet dybt i arkiverne. I dag var der fx et indslag med en mand, der havde været bryggeriarbejder i slutningen af 1800-tallet. Han beskrev en hverdag med en arbejdsdag på 11 timer, hvor arbejderen desuden typisk gik frem og tilbage til arbejdet, en transporttid, der kunne løbe op i en time hver vej. Og så arbejdede man ofte alle ugens syv dage. De sjældne fridagssøndage tilbragtes hos barberen, hvor man fik en længere passiar med de andre kunder. Hjemmet var så fattigt, at konen ikke kom med til den årlige festlige sammenkomst på bryggeriet, idet hun intet pænt tøj havde at tage på. Dagens program bød dog også på mere fornøjelige indslag, fx ét med en arbejdsleder fra B&W, der i 1948 klagede sin nød over, at man ikke kunne forsyne de hårdtarbejdene skibsværftsarbejdere med et rimeligt antal pilsnere, helst 4-5 om dagen; arbejdslederen mente således, at medarbejderne havde brug for, ja nærmest krav på disse stimulanser.

I en tidligere udsendelse hørte vi indslag med ”Den nysgerrige mikrofon”, et program fra slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, hvor værten gik rundt og interviewede helt almindelige mennesker på gader og stræder. Ved interviewets slutning fik den interviewede lov til at ønske et stykke musik, og de fleste interviewofre blev ret paffe, musik var tydeligvis noget meget eksotisk, men mange valgte at høre en vals – flere ønskede således brudevalsen.

I det hele taget er radioen et fremragende medie for formidling og fortælling. Og Radioklassikeren er sublim underholdning. Men lyt dog selv på http://www.dr.dk/P1/Radioklassikeren/

mandag den 19. januar 2009

Fridag i Hillerød

Efter at første af to ærinder i Hillerød – syn af farmors lejlighed ved en svagt alkoholduftende ejendomsfunktionær som dog var klædeligt loose – var overstået, slog jeg mig ned med en herlig krimi med den lovende undertitel Berlin Noir på en lokal cafe. Forsøgte at forestille mig at jeg i stedet sad på en godt tilrøget berlinsk knejpe med et glas skummende fadøl. Dette var dog lidt svært, da indretningen havde et udpræget feminint touch, alt mad og drikke var desuden økologisk og at der selvfølgelig ikke blev røget (hvilket jo for så vidt er rart når man er 99% ikke-ryger). Nå, men det gik altså helt galt da et par kom ind og ved gud bestilte to smoothies, netop som opdageren i krimien var på ransagning hos en ynkelig pornobladsgrosser. Det er selvfølgelig et frit land vi lever, folk (også mænd) skal have lov til at drikke smoothies på cafeer, men jeg syntes dog med et at det hele blev en tand for puritansk… Heldigvis lokkede den venlige værtinde mig senere til at prøve en dobbelt espresso med en lille klat flødeskum på toppen, og jeg var glad igen og kunne fortsætte krimilæsningen.

onsdag den 14. januar 2009

En varm anbefaling

Jeg kendte for mange år siden et par virkelig sympatiske brødre, musiknørder og vinylsamlere – Christian og Martin Dennis hed de (ja, jeg håber sørme at de eksisterer endnu). Nå, men Dennisbrødrene havde generelt en noget mere psykedelisk musiksmag end undertegnede; vi havde dog en fælles passion for den genre, der går under betegnelsen støjrock, så jeg stødte i de år på dem til koncerter med bl.a. The Jesus & Mary Chain og My Bloody Valentine. Og så introducerede Christian mig for The Chameleons. Det var i 1992, og The Chameleons var dengang helt inaktive, men jeg fik dog fat i en lp med genudgivet, gammelt materiale; jeg synes dengang, at det da lød meget fedt, sådan lidt som den første U2-plader uden frelsermanerende. Men der var jo så meget andet, man også skulle købe og selvfølgelig lytte til i de år, og Chameleonspladen stod bogstaveligt talt lidt klemt i pladesamlingen imellem Nick Cave og Cocteau Twins og kom kun frem, når der virkelig blevet gravet dybt i samlingen.
Med skam i sindet må jeg indrømme, at min musiklytning i dag næsten udelukkende foregår foran computeren og med et par høretelefoner på, og nej, det er absolut ikke fordi T har nedlagt forbud mod høj musik i lejligheden, min totale dovenskab og mangel på praktisk sans har bare udskudt indkøb af et ordentligt stereoanlæg (hedder det mon stadig sådan?) alt for længe…
Intet er dog som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har således – sikkert flere år efter andre civiliserede mennesker - opdaget at venlige mennesker uploader alverdens dejlig musik på youtube. En dag fik jeg så den ide at søge på gode gamle Chameleons. Og hold kæft hvor deres musik bare holder. De bevæger sig jo samme boldgade som andre langt mere kendte britiske firsernavne som Echo + The Bunnymen, (tidlig)Simple Minds, Killing Joke og måske allermest The Cure. Alligevel har Chameleons deres egen lyd, for selv om deres sange sjældent er decideret ørehængere, er der noget catchy over deres lydbillede sikkert pga. guitarspillet, der er en tand mere lækkert og psykedelisk end man er vant til inden for genren. Og så har musikken altså meget samme gode energi, som U2 havde inden, der gik totalt frelserrock i den. Mens U2 erobrede hele verden, forblev Chameleons hvad vi i gode gamle dage ville have kaldt et kult-band, hvilket absolut var et plusord i min verden. I dag er jeg ret ligeglad med, om det musik jeg hører bliver populært eller ej. Men lige netop Chameleons fortjener et lyt eller mange, så tjek straks deres årgangs new wave ud på http://www.myspace.com/thechameleons

mandag den 12. januar 2009

Vinterdovenskab

Burde ændre mine skatteoplysninger, vaske tøj, rydde op, men orker ikke andet end at sidde og høre housenumre der blev lavet i et andet århundrede. Lad os bare give vinteren skylden for dovenskaben, og så januar måned. Den er så forbandet lang og kold, at man har lyst til bare at gemme sig langt inde i cyberspace, så det gør jeg for en stund.

mandag den 5. januar 2009

Et vanvid af mursten


Sidste år i august bragte en af gratisaviserne (måske endog en af dem, der senere krakkede) en artikelserie om at vores dejlige kvarter - 2400 NV - var blevet trendy. Det var den sædvanlige snak om, at smarte reklamebureauer og it-virksomheder nu huserede i baggårdsbygningerne herude, og at såkaldte trendsættere satte pris på kvarterets gamle industribygningers rå charme og at huslejen desuden var billigere end i City. Og så stod der ved gud noget i retning af, at ”de unge synes det var smart at gå på kvarterets værtshuse”. Det er med 99% sikkerhed en gang sludder; jeg kaster jævnligt et blik ind i Viggo’s Vinstue, Cafe Tomsgaard og hvad stederne ellers hedder, og jeg ser aldrig en personage under 40 frekventere disse steder.
På berlingske.dk fandt jeg for et par dage siden en række artikler og en lille dokumentarfilm – under overskriften 2400 Unhappiness - om Bispebjerg (et område, der vel dækker ca. halvdelen af bydelen), der fortalte en langt mere klassisk historie om bydelen; her var det primært sociale tabere (syge førtidspensionister og alkoholikere), der blev portrætteret. Klædeligt i øvrigt at se gode gamle tante Berlinger bringe noget der grangiveligt lignede socialrealisme…
Og nej, man skal altså ikke flytte herud, fordi man tror, at her kan gå hen at blive smart. Når vejret arter sig nogenlunde er jeg 100% sikker på, at folk vil foretrække en af kvarterets mange bænke og en posefuld bjørnebryg frem for en fortovscafe – det er jo ikke Vesterbro, det her. Og så er der simpelthen noget med byplanlægningen, der bare ikke spiller, Tuborgvej/Tomsgårdsvej/Hulgårdsvej er en del af Ring 2, der pløjer kvarteret midt over, hvilket gør at brokvarterernes intimitet ikke bliver noget, man vil finde i NV.
Nordvest er ikke et sted man opholder sig for at blive set eller for at blive underholdt eller for at shoppe. Nordvest er et sted, man bor. Og det er netop den gedigne arkitektur fra mellemkrigstiden, der er bydelens attraktion. Den ultimative arkitektoniske perle er indiskutabelt Grundtvigskirken, denne mastodont af en kirke bygget fra 1921-41, som et sted så rammende blev beskrevet som ”et vanvid af mursten”. Velkommen og Skål!